Borger
Tag på tur med Bådfarten
Brug en dag på at tage en tur med Baadfarten (Nyt vindue) og oplev den smukke, danske natur omkring Bagsværd og Lyngby Sø.
Åbningstider:
Baadfarten har åbent alle hverdage (undtagen mandage) fra maj til august. Lørdage, søn- og helligdage fra 1. weekend i maj til sidste weekend i september.
Se sejlplaner, priser med videre på Baadfartens (Nyt vindue) egen hjemmeside.
Baadfarten har sejlet i fast rutefart på Bagsværd Sø og Lyngby Sø siden starten af 1890'erne. Og det er en oplevelse ud over det sædvanlige at tage på tur med de gamle dampskibe, hvoraf de to ældste, "Prinsesse Alexandrine" og "Prins Christian", er bygget i 1895 og 1896 og har således næsten været med fra starten.
Stig for eksempel på en båd på Lyngby Hovedgade. Nyd så sejlturen frem til Aldershvile Slotspavillon, Regatta Pavillonen eller andre af de restauranter og traktørsteder, som ligger i umiddelbar nærhed af flere af anløbsbroerne. Spis en dejlig frokost eller nyd eftermiddagskaffen og tag så båden tilbage.

Der sejles fast rutefart på ruterne:
- Lyngby - Bagsværd
- Lyngby - Frederiksdal
- Frederiksdal - Furesøbad
Baadfarten ejes af de tre søkommuner: Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk og Furesø og har i dag seks både, hvoraf de fire sejler på Lyngby Sø, Bagsværd Sø og Mølleåen. De resterende sejler på Furesøen og Vejlesø. Bådene har sejlet med damp, benzin, gasgenerator, men sejler i dag på diesel.
Anløbsbroer
På ruten Lyngby - Bagsværd kan man stå på ved Nybro Kro (Nybrovej 376), Sophienholm (Nybrovej 401), Aldershvile Planteskole (Bagsværdvej 194), Aldershvile Slotspavillon (Slotsparken 30) og Regatta Pavillonen (Skovalleen 42). Der sejles retur via Sophienholm og Nybro Kro.
På ruten Lyngby - Frederiksdal lægges ind til Nybro Kro og efter at have vendt ved slusen i Frederiksdal returneres ad samme rute til Lyngby. På alle ruterne er der en sejltid hver vej på ca. 30 minutter.
En tur med Baadfarten byder også på et væld af spændende seværdigheder.

Aktuelt