Om kommunen
Gladsaxe Kommune rækker AB A/S hånden
29-06-2012
Gladsaxe Byråd har besluttet at række aktieselskabet AB A/S en hjælpende hånd i en svær økonomisk situation ved at købe værdier af klubben for to millioner kroner.
I starten af juni modtog Gladsaxe Kommune en henvendelse fra aktieselskabet bag den professionelle afdeling af fodboldklubben AB, AB A/S, om hjælp til at finde to millioner kroner i økonomisk trængt situation. Derfor besluttede et flertal i Gladsaxe Byråd torsdag aften, at kommunen vil købe værdier af klubben for to millioner kroner.
Hjælpen betaler sig
Gladsaxe har en økonomisk interesse i, at AB A/S bliver ved med at eksistere. For det første vil Gladsaxe Kommune miste lejeindtægter for leje af stadion, hvis AB A/S ikke er der til at betale. Samtidig ejer Gladsaxe Kommune kun de rå mure i det lejemål AB A/S har på stadion, mens AB A/S selv har betalt for hele indretningen. Så hvis AB A/S først har fjernet alt inventar og indretning, vil det koste Gladsaxe Kommune mange penge at reetablere og genindrette lokalerne. Gladsaxe Kommune kontaktede professionelle, eksterne rådgivere, som vurderede, at AB A/S har værdier for to millioner kroner, som Gladsaxe Kommune med fordel kan købe. Derfor har Gladsaxe Byråd nu besluttet at købe for to millioner kroner af AB A/S og dermed række AB A/S en økonomisk hjælpende hånd.
Professionel sport med bløde værdier
- Vi har besluttet at hjælpe AB A/S, fordi vi vurderer, at det har en reel værdi for Gladsaxe Kommune. Udover, at vi har en økonomisk interesse i, at AB A/S eksisterer som professionel fodboldklub, så har vi i Gladsaxe Kommune et ønske om, at borgerne skal have mulighed for at opleve sport på professionelt plan. AB er en Gladsaxeklub, og vi vil gerne have en professionel fodboldklub i kommunen, som borgerne kan følge og være stolte af. På den mere bløde side så repræsenterer AB A/S med deres vision ”hjerne og hjerte” også et fornemt eksempel på, at en professionel fodboldklub er med til at sikre, at deres unge spillere støttes i at gennemføre en ungdomsuddannelse sideløbende med deres fodboldkarriere. Det falder rigtig godt i tråd med Gladsaxes profil., siger Gladsaxes borgmester Karin Søjberg Holst (A).
Mere Gladsaxe for pengene
Gladsaxe Kommune vil nu arbejde på en løsning, hvor kommunen køber en del af det inventar og den indretning, som AB A/S har investeret i. Derudover skal aftalen suppleres med en to-årig sponsoraftale på 400.000 kroner årligt, som giver en større branding-værdi for kommunen.
- Vi ser det som en stor fordel, at vi fremover kommer til at eje en større del af stadion. Og når nu AB er en Gladsaxe-klub, kunne vi også godt tænke os, at det for eksempel fremgik lidt mere tydeligt af klubbens navn. Men nu må vi se, hvordan den endelige aftale skal strikkes sammen. Foreløbig kan vi nu glæde os over, at AB klarer skærene, så vi kan nyde at se dem spille i 1. division fra næste sæson, siger Karin Søjberg Holst.

Det sker i Gladsaxe