Eleverne får bevægelse og helhed på Grønnemose Skole


16-08-2012

1.100 elever får bevægelse ind med undervisningen på kommunens største folkeskole, Grønnemose Skole, hvor skole, klub, SFO, social indsats og idræt går op i en højere enhed. Skolen er nemlig profilskole for idræt og bevægelse, og fungerer samtidig som et helhedstilbud, hvor skole og klub hører tæt sammen.


Torsdag 16. august indviede borgmester Karin Søjberg Holst (A) Gladsaxe Kommunes største folkeskole, Grønnemose Skole, som huser elever fra de to sammenlagte skoler, Høje Gladsaxe og Marielyst. Skolen har et helhedstilbud, hvor skole og klub hører tæt sammen, og er som profilskole samtidig kommunens flagskib for idræt og bevægelse. Alle 1100 elever får glæde af den ekstra fokus på idræt og bevægelse i skole, SFO og klub. De nye 0. klasser er, sammen med eleverne fra den tidligere Høje Gladsaxe Skole, nu samlet i lokalerne på Grønnemose Skole, mens de øvrige elever fra den tidligere Marielyst Skole flytter ind i løbet af 2013 og 2014.

Mere idræt og bevægelse
Eleverne vil opleve, at bevægelse bliver integreret i den daglige undervisning, og at de får to ekstra ugentlige lektioner i forskellige idræts- og bevægelsesspecifikke aktiviteter. Det kunne også mærkes ved åbningsceremonien, hvor alle fik lov til at røre sig. Blandt andet viste børn og unge fra den samlede skole og klub festlige indslag med sang, dans og bevægelse.

Højt fagligt niveau i rette rammer
Den nye skole skal bidrage til en styrket social indsats og integration i lokalområdet. Både via idræt og bevægelse, men også ved at være et helhedstilbud, hvor skole og klubber hører tæt sammen.

-Helhedstanken kræver et højt fagligt niveau, både i undervisningen, kommunikationen og i fællesskabet. Og de fysiske rammer betyder noget for skabelsen af dette høje faglige niveau. Derfor glæder vi os også til, at ombygge og nyindrette skolen, så vi har de helt rigtige rammer, siger Grønnemose Skoles ny skoleleder, Henrik Reumert, der tiltrådte 1. juli.

Fysisk sammenlægning i flere tempi
Planen for den fysiske sammenlægning er løbende blevet rettet til. Den har blandt andet været i høring hos forskellige interessenter og ikke mindre end 13 underarbejdsgrupper, med deltagere fra kommunen, skolerne samt skole- og klubbestyrelser, har bidraget.

- Det har været vigtigt for os, at brugerne er blevet inddraget i planlægningen fra starten. Med den plan der er lagt, er der færrest mulige flytninger for de enkelte klasser. Det sikrer, at undervisningen kan fortsætte stort set uforstyrret, så det faglige niveau kan fastholdes, også under ombygningen, siger viceborgmester og formand for Børne- og Undervisningsudvalget, Trine Græse (A).

Hele skolen er samlet i 2014
I dette skoleår vil børnene ikke opleve de helt store forandringer, når det gælder adressen på deres skole. Skolens navn skifter, men de børn, der hidtil har gået på Marielyst Skole, fortsætter i de lokaler, og børnene fra Høje Gladsaxe Skole forbliver i deres kendte omgivelser. Kun de nye børnehaveklassebørn starter i den fælles indskoling på Grønnemose Skole, der er placeret i det tidligere 10. Klasse-center.

Først i foråret 2013 begynder man at flytte klasserne. I første omgang dog blot internt i Indskolingsbygningen. I august 2013 vil stort set alle klassetrin til gengæld skulle placeres på andre lokaliteter på skolen. I foråret 2014 forventes de sidste børn at flytte ind og ombygningen at være tilendebragt.



Af:

Kontakt

Gladsaxe Kommune

Åbningstider

Mandag-fredag:
10.00-14.00

Telefontider

Mandag-fredag:
09.00-14.00