Borger
Tager godt i mod sundhedsundersøgelse
11-03-2010
I starten af februar modtog 2.450 gladsaxeborgere et spørgeskema om trivsel, sundhed og sygdom. Allerede nu har 46 procent besvaret spørgeskemaet.
46 procent af de 2.450 gladsaxeborgere, der i februar modtog et spørgeskema om sundhed, trivsel og sygdom, har svaret. De, der endnu ikke har svaret, kan stadig nå det. Undersøgelsen er en del af en omfattende kortlægning af sundheden blandt alle borgere i Region Hovedstaden.
Bedre til at svare end gennemsnittet
Spørgeskemaet er sendt til tilfældigt udvalgte borgere i alle kommuner i Region Hovedstaden. Men borgerne i Gladsaxe ligger en anelse foran, når det gælder svarprocenten, for mens gennemsnittet for borgernes svar i hele Region Hovedstaden ligger på 43 procent, så har 46 procent af Gladsaxes borgere givet sig tid til at svare på spørgeskemaet.
Du kan nå det endnu
Selvom Gladsaxe ligger lidt over gennemsnittet ved midtvejsmålingen, er der stadig plads til forbedring. Så hvis du har fået spørgeskemaet og endnu ikke har svaret, er det bare om at gribe en kuglepen eller gøre brug af det elektroniske spørgeskema på http://www.regionh.dk/fcfs/Menu/. Sidste svarfrist er 26. marts.
Giver fingerpeg om indsatsområder
Det er ikke første gang, at Region Hovedstaden sammen med kommunerne undersøger borgernes sundhedstilstand. I den sidste undersøgelse fra 2008 stod det blandt andet klart, at 30 procent af borgerne i Gladsaxe drikker for meget alkohol, og at 34 procent stort set ikke dyrker motion. Samtidig viste undersøgelsen, at over halvdelen af mændene i Gladsaxe og 40 procent af kvinderne var overvægtige.
Dit svar er vigtigt
Svarene fra undersøgelsen er med til at målrette indsatsen på forebyggelsesområdet og for-bedre planlægningen af de fremtidige behandlingstilbud på hospitalerne. Derfor er det vigtigt, at du, hvis du har modtaget et spørgeskema, bruger ti minutter på at besvare spørgsmålene inden 26. marts.
Kontakt
Åbningstider »
Telefontider »
Åbningstider »
Telefontider »
