Borger
Bekæmpelse af Kæmpe-bjørneklo
Med Gladsaxe Kommunes nye indsatsplan for bekæmpelse af kæmpe-bjørneklo, forpligtes alle ejere såvel private som offentlige til at bekæmpe planten på deres arealer. Ved en fælles indsats kan kæmpe-bjørneklo udryddes i Gladsaxe Kommune indenfor en overskuelig årrække. Indsatsplanen gælder for hele Gladsaxe Kommune fra 2011 – 2021.
Med den nye indsatsplan er ejere og brugere af arealer med kæmpe-bjørneklo fremover forpligtet til at sørge for bekæmpelsen af planten. Sker dette ikke, kan kommunen med indsatsplanen pålægge ejere eller brugere af arealer, hvor der findes kæmpe-bjørneklo, at bekæmpe planten.
En effektiv bekæmpelse skal starte så tidligt på året som muligt og senest 1. juni skal bekæmpelsen være påbegyndt. Bekæmpelsen skal medføre, at de enkelte planter indenfor indsatsområdet dør, og bekæmpelsen skal være så effektiv, at den enkelte plante på intet tidspunkt får lov at reproducerer sig selv.
Konstateres det, at planterne ikke bekæmpes på et areal, kan Gladsaxe Kommune påbyde den pågældende ejer eller bruger, at foretage en bekæmpelse inden for 14 dage efter fristen i overensstemmelse med indsatsplanen.
Hvis påbuddet ikke efterkommes, kan ejerne eller brugeren straffes med bøde på minimum 5000,- kr., og kommunen kan foretage bekæmpelsen.
Nedenfor kan du finde Gladsaxe Kommunes indsatsplan for bekæmpelse af kæmpe-bjørneklo, samt en folder, som kort forklare om bekæmpelsesmetoder og sikkerhed. Endelig er der et indberetningsskema, som du kan udfylde og sende til os, hvis du har kæmpe-bjørneklo på din grund.
Gladsaxe Kommunes indsatsplan for Kæmpe-bjørneklo
Link til folder om bekæmpelse af Kæmpe-bjørneklo
Indberet Kæmpe-bjørneklo
Skema til Tilbagemelding om bekæmpelse af Kæmpe-bjørneklo
Oprindelse og udseende
Kæmpe-bjørneklo er en fælles betegnelse for en gruppe af tæt beslægtede arter under slægten Heracleum. I Danmark er det dog kun den største af arterne (Heracleum mantegazzianum), der udgør et problem. Den blev bragt til Europa fra Kaukasus i starten af 1800 tallet. Først til botaniske haver, og siden som prydplante i private herskabshaver. I mere end 100 år henslæbte kæmpe-bjørneklo en næsten anonym eksistens her i landet holdt i skak af herskabernes gartnere.
Med tiden begyndte planten dog at spredes fra haverne og ud i den danske natur, hvor den de seneste 50 år har bredt sig hurtigere og hurtigere især langs vandløb, grøfter, veje og jernbaner. I Danmark blev situationen yderligere forværret af, at plantens tørre stængler og frøstande blev meget populære til indendørs dekorative formål i 1970erne og 1980erne, hvilket har resulteret i yderligere spredning af planten.
Biologi
Kæmpe-bjørneklo er først og fremmest karakteristisk i kraft af sin størrelse. Stænglerne kan nå højder på op til 4-5 meter, (normal dog 2-4 meter) og en diameter på op til 10 cm. Forneden er stænglen rødplettet. Bladene er tredelte og kan blive op mod 3 meter lange. Da kæmpe-bjørneklo er en skærmplante, bærer den sine blomster og frø i et antal skærme af varierende størrelse, med maksimal diameter på 80 cm. Blomsterne er hvide til hvidgule eller undertiden lyserøde. En enkelt plante har en frøsætning på i gennemsnit ca. 20.000 frø. Meget store planter kan have op til 100.000 frø.
Hjemmehørende arter
Der findes flere arter af kæmpe-bjørneklo, men den der volder problemer i Danmark hedder på latin Heracleum mantegazzianum. Der findes også to hjemmehørende arter af bjørneklo i Danmark, almindelig bjørneklo og grønblomstret bjørneklo. De er væsentligt mindre end kæmpe-bjørneklo og vokser uden at fortrænge de andre plantearter.
Forvekslingsmuligheder
Udover de to hjemmehørende arter kan unge kæmpe-bjørneklo forveksles med strand-kvan, pastinak og angelik.
Gladsaxe Kommunes indsats mod Kæmpe-bjørneklo
Gladsaxe Kommunes driftsafdeling har gennem flere år foretaget en bekæmpelse af kæmpe-bjørneklo på offentlige arealer. I nogle områder har kommunen indgået samarbejde med foreningen Lokal Agenda 21 i Gladsaxe om bekæmpelse og i Smør og Fedtmosen har Gladsaxe Kommune entreret med selskabet Care4nature om bekæmpelsen af kæmpe-bjørneklo.
Med vedtagelsen af en samlet indsatsplan for bekæmpelse af kæmpe-bjørneklo i Gladsaxe Kommune, forpligtes nu både offentlige og private til at bekæmpe kæmpe-bjørneklo. Derved vil bekæmpelsen nu forgå i hele kommunen. I indsatsplanen er der beskrevet nogle bekæmpelsesmetoder og fastsat nogle krav til hvornår bekæmpelsen senest skal være igangsat, således at bekæmpelsen af kæmpe-bjørneklo bliver så effektiv som muligt.
Gladsaxe Kommunes viden om hvor der vokser kæmpe-bjørneklo er afhængig af, at borgere i kommunen indberetter fund af bjørneklo på kommunens hjemmeside.
Nedenfor er links til mere information om kæmpe-bjørneklo og bekæmpelse. Den første hjemmeside er på engelsk, men du kan downloade folderen på dansk.
giant-alien
Hedeselskabet
Naturstyrelsen
Plantedirektoratet

Aktuelt