Borger
Pilegården har indtil efteråret 2012 været en døgninstitution for børn og unge i alderen 10-15 år. I dag er Pilegården ændret til at være et botræningstilbud for unge i alderen 15-23 år.
I Gladsaxe Kommune er der gode erfaringer med anbringelse i egen bolig med kontaktpersonsstøtte for unge over 15 år. Dog er der unge, hvor dette ikke tilstrækkeligt, da de har brug for mere støtte, guiding, omsorg og kontrol i hverdagen. Disse unge er Pilegårdens målgruppe.
Om Pilegården
På Pilegården arbejdes der med at støtte den unge i, at de på sigt skal kunne klare en tilværelse i egen bolig. Via kontakten til husets andre unge og aktiviteter som madlavning, tøjvask, rengøring, indkøb, budgetlægning styrkes og øves de færdigheder, som den enkelte unge skal udvikle.
Hver ung beboer på Pilegården får tilknyttet en kontaktperson. Den unge og kontaktpersonen arbejder sammen ud fra en udviklingsplan, som et vigtigt arbejdsredskab. Hver 14. dag skal de to sammen følge op på de mål, der er sat i planen. Opfølgningerne handler både om nye mål, hvordan den unge støttes for at nå målene, men også om den pædagogiske indsats fra Pilegårdens side er tilstrækkelig.
Motivationen er ligeledes et vigtigt pædagogisk redskab på Pilegården. I alt hvad vi gør i forhold til de unge indgår motivationen som en væsentlig faktor. Hvis den unge for eksempel ikke går i skole, så taler Pilegårdens ansatte med den unge om betydningen af dette, og hvilket ansvar de selv har for deres fremtid.
Målgruppen
Unge i alderen fra 15-23 år, hvor der er grundlag for anbringelse. Efter det 18. år vil der være tale om et såkaldt efterværn. Efterværnet omfatter unge som Familieafdelingen vurderer ikke er tilstrækkelig modne til at blive anbragt i egen bolig med kontaktpersonsstøtte.
Det er ligeledes unge, som har brug for et intensivt botræningstilbud, inden de anbringes i egen bolig. De har brug for støtte til almindelige gøremål, fx at lære at komme op om morgenen, fastholde dagsbeskæftigelse/uddannelse m.m. De unge har desuden brug for tæt rådgivning, omsorg, voksenstøtte og tilsyn. De skal hjælpes til at træffe nogle gode beslutninger og fastholde deres planer. De unge hjælpes desuden til at blive i stand til at yde omsorg over for sig selv.
Formålet med en anbringelse på Pilegården er, at den unge støttes, så de på sigt kan få en selvstændig tilværelse i egen bolig med kontaktpersonsstøtte.
Hverdag
Alle beboere på Pilegården skal have en dagsbeskæftigelse; et arbejde, en praktik eller være under uddannelse. Man skal desuden deltage i fællesskabet og respektere de øvrige beboere, som beboer på Pilegåden. Der er fællesspisning tre gange om ugen. Her hjælper de unge med madlavningen, og de betaler selv et mindre beløb til råvarer. De resterende måltider skal beboerne selv sørge for.
Pilegården har desuden husregler for ro og hjemkosttidspunkt i weekenden.
Økonomi
Som beboer på Pilegården er man berettiget ungeydelse i henhold til Serviceloven. Disse penge skal dække husleje, mad og andre faste udgifter. Den unges kontaktperson kan være behjælpelig med at lægge et budget. På Pilegården er de unge beboere selv ansvarlige for deres penge.
Faktuelle oplysninger
Pilegården har plads til ni unge. Personalegruppen består af fem pædagoger, en kostansvarlig medarbejder samt en leder på halv tid. En anbringelse på Pilegården sker via Familieafdelingen.
Hvem kan kontaktes
Kontakt Familieafdelingen, hvis du har spørgsmål vedrørende døgntilbuddet.

Aktuelt