Borger
Plejevederlag
Kommunen kan udbetale en godtgørelse for tabt arbejdsindtægt (plejevederlag) til personer, der passer en nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem. Samt til hjemmegående, pensionister, kontanthjælpsmodtagere og studerende.
Det er en betingelse for at yde plejevederlag, at hospitalsbehandling efter en lægelig vurdering må anses for udsigtsløs, og at den syges tilstand ikke i øvrigt nødvendiggør indlæggelse eller forbliven på sygehus, ophold i plejehjem, plejebolig eller lignende. Det er endvidere en betingelse, at den syge er indforstået med etableringen af plejeforholdet.
Plejevederlag kan deles imellem flere personer.
Ønsker arbejdsgiver at udbetale fuld løn i orlovsperioden, kan kommunen overføre plejevederlaget til arbejdsgiver.
Udbetaling af plejevederlag sker fra den kommune hvor plejeforholdet foregår.
Plejevederlag svarer til 1,5 gange det dagpengebeløb, som De i tilfælde af egen sygdom ville have ret til. Til selvstændige, som ikke er tilmeldt den frivillige forsikring, kan der udbetales plejevederlag fra 1. fraværsdag.
Plejevederlaget kan ikke overstige den hidtidige indtægt. Plejevederlag kan også ydes i forhold til nedsat arbejdstid.
Retten til plejevederlag ophører ved plejeforholdets afslutning. Ved den plejekrævendes død bevares retten til plejevederlag i indtil 14 dage efter dødsfaldet. Den plejekrævendes indlæggelse af kortere varighed på sygehus eller lignende medfører ikke i sig selv bortfald af plejevederlag.
Kommunen kan undtagelsesvis træffe afgørelse om ophør af retten til plejevederlag, hvis pleje i hjemmet ikke fortsat kan anses for hensigtsmæssig.
Specielt for personer som ikke er tilknyttet arbejdsmarkedet
Til personer som ikke er tilknyttet arbejdsmarkedet udbetales plejevederlag med 82% af sygedagpengebeløbets maksimumsbeløb om måneden. Modtager personen offentlig ydelse, modreguleres denne i plejevederlaget.
Specielt for pensionister
Udbetaling af pension ophører med virkning fra den 1. i måneden, efter der er truffet afgørelse om, at modtageren har ret til udbetaling af plejevederlag. Når modtageren får udbetalt plejevederlag ophører pensionsudbetalingen.
Udbetalingen af pension genoptages med virkning fra den 1. i den måned, hvor den nærstående dør eller den pågældende anmoder om genoptagelse.
Ansøgning
Ansøgning kan ske direkte fra pårørende, egen læge, hospital, eller visitatorkorpset.
For at kommunen kan udbetale plejevederlag skal visitator indhente følgende:
- Ansøgning om udbetaling af plejevederlag
- Orlovsbekræftelse fra arbejdsgiver
- Lønsedler 3 måneder bagud
- Dokumentation fra læge eller hospital (Terminalerklæring)
Herefter bevilger visitator plejevederlag og sender bevilling til modtager af plejevederlaget.
Udbetaling
Plejevederlaget udbetales i slutningen af måneden.
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Visitationen i Pleje- og Omsorgsafdelingen. Du kan også hente ansøgningsskema vedr. plejevederlag (digital blanket).
Lovgrundlag
Lovgrundlag: Lov om social service (nyt vindue).

Forebyggelsescenter