Når du gør rent

Måske forbinder du rengøring med farvestrålende flasker med duftende indhold, som får hjemmet til at skinne.

Farvestrålende rengøringsmidler indeholder desværre ofte skrappe kemikalier, som kan gøre skade på vores miljø. Gå derfor efter miljømærkede rengøringsmidler, Svanen, Blomsten og allergimærket Den Blå Krans, der er lige så effektive som de skrappe rengøringsmidler, ligesom de ikke er dyrere end andre rengøringsmidler.

Overfladerengøring

Til rengøring af overflader, der kun er lidt snavsede (f.eks. vinduer, spejle og plastoverflader), kan der bruges håndopvaskemiddel.

Til mere snavsede overflader og materialer

Til rengøring af mere snavsede overflader: fliser, rustfrit stål, lakerede gulve m.m. kan anvendes universalrengøringsmiddel. Til materialer, som ikke tåler universalrengøringsmiddel, anvendes specialmidler, som for eksempel sæbespåner til linoleum og brun sæbe til terrazzogulve.

Fjern kalk

Til at fjerne kalk fra eksempelvis håndvask, wc-kumme, rustfrit stål og plast til afkalkning af elkedel og kaffemaskine kan der bruges eddike eller fortyndet eddikesyre.

Vanskelige pletter

Vanskelige pletter fra for eksempel kaffe, rødvin eller fedtstof kan fjernes ved at komme ufarvet håndopvaskemiddel på pletten. Lad tøjet ligge i mindst 4-6 timer, og vask derefter i vaskemaskinen.

Spækbrættet

Vask brættet grundigt i en blanding af varmt vand, opvaskemiddel og 1 dl eddike. Herved fjernes stærke lugte fra eksempelvis løg og fisk. Husk hygiejnen ved at hælde lidt kogende vand over spækbrættet, efter det er gjort rent.

Metalpudsning

Rens kobber med en blanding af 1/2 dl citronsyre, 1 teskefuld opvaskemiddel og 1 liter vand. Dyp kobbergenstandene eller børst dem med blandingen. Skyl efter med rent vand. Vær opmærksom på, at citronsyre ikke bør anvendes til messing og bronze.

Ovnen

Ovne, der ikke er selvrensende, (og kun dem!) kan renses med brun sæbe: Smør et lag brun sæbe på ovnens inderside. Lad ovnen varme op til 90°C, og lad den stå ved denne temperatur i ca. 30 min. Vask grundigt af med rent vand.

Vaser og karafler

Aflejringer kan fjernes fra vaser eller karafler ved at opløse to spiseskefulde bagepulver i én liter varmt vand. Hæld opløsningen i - og lad den stå i to døgn.

Mikrofiberklude

Når du bruger mikrofiberklude, kan du spare eller måske helt undgå at bruge rengøringsmiddel. Det skyldes, at fiberklude nærmest suger snavs til sig.

Snavs og bakterier sidder fast

Mikrofiberkludene består af mikroskopiske fibre, som er spaltet sådan, at snavs og bakterier kan sætte sig fast i hver enkelt fiber. Derfor er kludene yderst effektive til at fange snavs, som bliver siddende i kluden. Husk på, at mikrofiberkludene tørrer hænderne ud, idet de kan suge vand svarende til syv gange sin egen vægt. Det kan derfor anbefales at anvende handsker, når man gør rent med mikrofiberklude.

Et miljøvenligt alternativ

Mikrofiberkludene er, i forhold til rengøringsmidler, et mere miljøvenligt alternativ, når det handler om rengøring. Men også her kan du vælge at gå efter det bedste miljøvenlige produkt. Kig efter svanemærkede klude, så sikrer du dig, at produktionen og fremstillingen lever op til miljøvenlige krav.   

Undgå miljø- og sundhedsskadelige produkter

Klor

Klor er en gasart, som findes i rengøringsmidler til at slå bakterier ihjel. Klor anses som miljøskadeligt og sundhedsskadeligt. Hvis klor blandes med andre kemikalier, kan der udvikles giftige gasser, og det anbefales derfor at være varsom med klor. Undgå derfor at bruge rengøringsmidler, som indeholder klor.

Skyllemiddel

Hvis du bruger skyllemiddel, når du vaske tøj, øger du risikoen for allergi hos dig og dine børn. Derudover er skyllemiddel meget miljøbelastende. Skyllemiddel er produceret til at gøre tøjet blødt og velduftende samt mindske statisk elektricitet i tøj, som indeholder kunstige tøjfibre. Selvom skyllemiddel gør tøjet blødt og velduftende, bør produktet undgås. Prøv i stedet at bruge eddike. Eddiken gør både tøjet blødere og medvirker til, at kalkrester og rester fra vaskemidlet nemmere bliver skyllet af. Det kan især være en god hjælp, hvis man har sart hud.    

Produkter som er faremærkede

Nogle produkter, herunder rengøringsmidler, er mærkede med et faremærke. Det betyder, at produktet er miljø- eller sundhedsskadeligt. Faremærket kan for eksempel betyde risiko for ætsning, brandfare, miljøfare, forgiftning eller eksplosionsfare. Du bør derfor så vidt muligt undgå produkter, som bærer et faremærke.

Duftfriskere

Duft- og luftfriskere kan være praktiske at sætte på eksempelvis badeværelset, så der altid dufter godt. Men mange duftfriskere indeholder allergifremkaldende stoffer og unødig kemi. Undgå derfor at bruge duftfriskere, men luft i stedet ud eller gør rent, hvis der lugter.

Boligen