Lån en klimapistol

Med en klimapistol kan du finde kuldebroer i din bolig, der hjælper dig til at finde de steder, hvor din bolig måske mangler noget isolering.

Giv boligen et energitjek

Vil du gerne tjekke om dit hus er isoleret godt nok, er det en god idé at undersøge vægge, gulv og vinduers isoleringsevne. Med en et infrarødt termometer, også kaldet en klimapistol, kan du undersøge, om der er kuldebroer ved eksempelvis vinduer, gulvlister og døre.
Kuldebroer er områder i væggen eller bygningens konstruktion, hvor isoleringsevnen er dårligere end de omkringliggende omgivelser. Her opstår en bro, hvor kulde kan vandre gennem. En kuldebro kan opstå på baggrund af dårlig isolering, sammensunket isolering eller manglende isolering, og kuldebroer kan på sigt forårsage fugt, fordi varm fugtig luft i kontakt med en kold overflade danner kondens, som kan brede sig som mug og skimmelsvamp.

Hvordan bruger jeg en klimapistol?

Ved at pege på overfladerne af de ting, du vil måle på, kan du med klimapistolens infrarøde stråle se forskellen i temperatur forskellige steder.

Mål på to vinduer

Oplever du for eksempel, at der kommer mere kulde fra et vindue end et andet, kan du måle på begge vinduer og se om forskellen er bemærkelsesværdig stor.

Hvor er der varmespild

Du kan også måle gulvtemperaturen og sammenligne den med væggenes temperatur eller lignende. Herved kan du systematisk undersøge, hvor i boligen der er varmespild og dermed gøre noget godt både for klimaet og din pengepung.

Kontakt os i grøntIDÉcenter og bliv skrevet op til en klimapistol.

Kom og lån