1841-1900: Gladsaxe som landsbysamfund

Da Gladsaxe-Herlev Sognekommune blev oprettet i december 1841, bestod Gladsaxe af fire landsbyer: Mørkhøj, Bagsværd, Buddinge og Gladsaxe.

Vi har ikke referatet fra det stiftende møde i sogneforstanderskabet i december 1841, for først ved møde nummer to i begyndelsen af 1842, havde den nye sogneforstander haft tid til at indkøbe en forhandlingsprotokol.

Sogneforstanderen var datidens borgmester. Men hans ansvarsområde var ikke nær så stort. I 1868 blev sogneforstanderen ændret til sognerådsformand, og sogneforstanderskabet kom til at hedde sognerådet. Næsten alle sogneforstandere og sognerådsformænd fra 1841 til 1900 var gårdejere eller store jordbesiddere. Eneste undtagelse var 1877 til 1879, hvor dyrlæge Frederiksen var formand. Mange af sognerådsmøderne blev fra 1887 holdt i foreningen Sports ejendom i Buddinge. Andre blev holdt på kroer i omegnen. En af de mest bemærkelsesværdige sognerådsformænd i perioden var Nicolaus Damremont Møller fra Marielyst, som bestred posten fra 1880 til 1890.

Hver af Gladsaxes fire landsbyer rummede en smedje, mens Bagsværd var den eneste med en kro. Bagsværd Kro lå godt for hestetrafikken nordpå. Bagsværd adskilte sig fra de andre landsbyer ved at have mange jordløse landarbejdere boende. I jordløse familier måtte både mor og far arbejde for at tjene penge nok. Små børn måtte derfor efterlades alene hjemme. Ofte bundet til en seng eller et træ med en kop vand og måske en humpel rugbrød indenfor rækkevidde. Derfor fik Bagsværd i 1867 et asyl. Det hed datidens svar på en børnehave.

I sogneforstanderskabet var præsten født medlem. Det betød, at præsten uanset om han var vellidt eller ej, havde et meget stort ord i lokalsamfundet. Sådan var det, fordi præsten almindeligvis kendte alle i sit sogn. Rig såvel som fattig. Især de fattige sorterede under præstens vigtigste ansvar. Præsten var født formand for sognekommunernes fattigkommissioner. I Gladsaxe-Herlev var der både en præst i Gladsaxe Kirke og en i Herlev Kirke, men det var altid Gladsaxe Kirkes præst, der sad i sogneforstanderskabet.

Og der var mange fattige i Gladsaxe! Så mange, at det blev nødvendigt at opføre fattighuse, altså boliger, hvor almindeligvis to familier kunne bo under samme stråtag til en meget lav eller ikke-eksisterende husleje. Det første blev bygget i 1852, men efterhånden fik hver landsby et fattighus, og i Buddinge blev der sågar bygget hele to. Det var forbundet med skam og tab af borgerlige rettigheder at få fattighjælp – eller ”være på sognet”, som det også hed. Der var også frie fattigkasser, som folk i arbejde meldte sig ind i som en slags forsikring, og som kunne hjælpe i kriser ved sygdom eller akut arbejdsløshed. Det var ikke pinligt at modtage den slags hjælp. Men at bo i et af sognets fattighuse var til gengæld slemt. Kun én ting var værre, nemlig at ryge på fattiggården. Fra 1873 indgik Gladsaxe-Herlev i den fælleskommunale fattiggård, der hed Stolpegården og som lå i Vangede.