Fattige i Gladsaxe

Der er fantastisk mange oplysninger at hente, hvis du i fortiden har haft en fattig slægtning! Der var flere former for ydelser, som sognet kunne yde den fattige. Han/hun kunne gå på omgang mellem sognets øvrige beboere. Det kunne være, at vedkommende fik brændselshjælp, hjælp til børnenes konfirmation eller naturalier. Den fattige fik sjældent kontanter i begyndelsen af 1800-tallet, for ofte var den fattige meget afhængig af alkohol, og det var ikke meningen, at fattighjælpen skulle understøtte en uheldig livsstil. Tværtimod skulle det gerne være så tilpas pinligt at være modtager af fattighjælp, at den fattige blev motiveret til at arbejde og tjene sine egne penge.

Gladsaxe-Herlev Sogns pastoratsarkiv ligger på Rigsarkivet og indeholder blandt meget andet spændende: Fattigkommissionens forhandlingsprotokoller 1802-1868 og Fattigkommissionens forsørgelsesplaner og regnskab fra 1845 til 1868.

Grunden til at fattigvæsensprotokollerne ligger på Rigsarkivet indtil 1868 er, at præsten var født formand for fattigkommissionen ifølge loven. Ergo hørte fattigvæsensprotokollerne til i præstens arkiv, det, man med et fint ord kalder pastoratsarkivet.

Junigrundloven fra 1849 gjorde at visse dele af præsternes tidligere arbejdsområde delvist overgik til sogneforstanderskaberne. Præsten var fortsat født formand for fattigkommissionen, men nu kom der også en eller to folkevalgte med i kommissionen. Arkivalsk betyder det, at hvis du har en fattig forfader, skal du fra 1848 også begynde at interessere dig for kommunearkiverne. Gladsaxe Byarkiv har registreret alt, hvad vi har i Gladsaxebasen. Her er et link til offentlig forsorg 1848-1862.

I 1867 fik vi Landkommuneloven, og med den blev sogneforstanderskaberne ændret til sogneråd. Sognerådet var valgt på relativt demokratisk vis. Relativt, fordi både fattige, kvinder, mentalt retarderede, fallit eller konkursramte og tjenestefolk blev udelukket fra at stemme ved valget. Efter 1867 var præsten ikke længere født formand for fattigkommissionen, som nu fik en folkevalgt repræsentant i spidsen. I praksis betyder det, at fattigvæsensprotokoller efter 1868 skal findes i Gladsaxe Byarkiv via Gladsaxebasen.

Gladsaxe Byarkiv har flere interessante arkivserier. Den ene er for De fattiges Kasse, der siden blev omdøbt til Den frie Fattigkasse eller Hjælpekassen. Folk, der fik penge fra Hjælpekassen, fik ikke frataget deres borgerlige rettigheder, såsom stemmeretten. Den var for det, der blev kaldt ”værdigt trængende”, altså mennesker, der var kommet i midlertidig nød på grund af sygdom eller uforskyldt arbejdsløshed. Der var flere hjælpekasser i Gladsaxe. Den, der også hed Den frie Fattigkasse, står fysisk på Gladsaxe Rådhus og skal bestilles frem. Vi har også Bagsværd 200-mands forening og GNT Automatics hjælpekasse, og de står frit tilgængeligt på hylderne på Gladsaxe Byarkivs Lokalhistoriske Afdeling.

De uværdigt trængende, de, der levede af fattighjælp hele livet, og som måske endda boede i kommunens fattighuse eller på Stolpegården, der var fælleskommunal fattiggård, kan man finde noget om flere steder. I Rigsarkivets database, Daisy, kan du søge på Gladsaxe Sogn og finde ”Sognelemmelister for Gladsaxe og Herlev" under Stolpegården. Vil du vide noget mere overordnet om Stolpegården, er det til gengæld Gladsaxebasen, du skal søge i. Brug søgeordet ”Stolpegård”. Søg også gerne på fattigvæsenets hovedbøger i Gladsaxebasen. Her er en A- og en B-række. A-rækken er til dem, der modtog regulær fattighjælp, mens B-rækkens modtagere af fattigydelser beholdt deres borgerlige rettigheder. A-rækken viser med andre ord samfundets absolut fattigste.

Læs historien om Bente Ane, en af Gladsaxes fattigste.