Bagsværd Station

Allerede omkring 1890 havde man planer om at oprette flere nye jernbaner fra København og i retning mod Vallensbæk, Amager og Værløse. Problemet var, at København var leveringsdygtig i en overdådig mængde både dag- og natrenovation. Dermed mentes i høj grad affald fra baggårdenes lokummer, idet kloakering og træk og slip var en sjældenhed. Københavnernes ekskrementer skulle ifølge datidens tankegang udnyttes bedst muligt, nemlig til gødning på omegnsbøndernes marker!

Det næste skridt var at finde penge til jernbanerne. Det tog tid. Først i 1903 blev der givet bevilling til A/S København-Slangerupbanen, som kunne indvies i 1906.

Slangerupbanen blev aldrig en ”fækalie-ekspres” (i folkemunde benævnt med et langt mere kendt og latrinært udtryk), sådan som banen til Amager. Slangerupbanen kom til at køre med kalk fra Farum Kalkbrud og tegl fra ”Dysseværket” i Gentofte, som var ejet af justitsminister Alberti. Desuden blev banen lagt tæt op ad Gladsaxe-Herlev Kommunes mange grusgrave i Buddinge og især Bagsværd. Banen gik fra Nørrebro, Lygten Station, til Slangerup. Undervejs var der langt færre stop end i dag. Skovbrynet Station blev først åbnet i 1930, mens Bagsværd Station hørte til banens oprindelige stationer.

Bagsværd Station blev meget hurtigt den største og vigtigste, hvad angik persontrafik. Hareskovene og Bagsværd Sø gjorde Bagsværd til en turistattraktion, og i mange år konkurrerede banen og Bagsværds erhvervsdrivende systematisk med Dyrehaven for at tiltrække besøgende både sommer og vinter. Bagsværd Station var lidt større end de øvrige stationer på banen, men alligevel for lille til den store persontrafik. I 1930 fik stationsbygningen en tilbygning, der kom til at fungere som ventesal. Den gamle station blev overflødiggjort i 1967, da den nye, midlertidige station ved Bindeledet blev taget i brug. Først to måneder inden den nye S-bane skulle tages i brug i 1977, stod den nye Bagsværd Station færdig. Undervejs var købmand Glæsels butik, Bagsværd Kro og en række andre bygninger blevet revet ned i fremskridtets ubønhørlige tegn.

Skrevet af Eva Molin