Gladsaxe Kirkegård

Stik vest, lige udfor klokketårnet, ligger Kristian Vedsmand begravet. Kristian Vedsmand var den første overlærer/inspektør på Søborg Skole og en karismatisk mand. Han var således skolens leder fra 1908 til 1927. Vedsmand og Johannes Schlanbush havde et nært samarbejde omkring hygiejne og idræt i Søborg Skole. Vedsmand var også leder af Søborg Folkebogsamling, der blev oprettet af foredragsforeningen i 1910 og indgik i det første kommunale bibliotek i 1923. Desuden var Vedsmand aktiv i forbindelse med byggeriet af den nye Søborg Kirke, der stod færdig i 1914.

  

Allerede i 1000-tallet gik der inflation i begravelser. Forstået på den måde, at nogle steder var ”finere” at ligge end andre. Du behøver ikke at gå længere end til Gladsaxe Kirke og Kirkegård for at se fænomenet. Det fineste sted var i kirkens kor oppe ved alteret, men i det hele taget var det fint at få en plads inde i selve kirkerummet.

På kirkegården gjaldt samme hierarki. Det var finest at ligge tæt på kirken, og kunne man komme til at ligge øst for kirken, var det bedst. Man blev også begravet med ansigtet mod øst, sådan at man straks kunne se Vor Herre, når han kom på Dommens dag, for han skulle komme fra øst. Traditionen om Messias' komme fra øst er jødisk. Og man bliver i øvrigt stadig så vidt muligt begravet med ansigtet mod øst i dag, altså forudsat at man ikke er blevet til aske forinden.

Oprindeligt var gravpladser i selve kirken forbeholdt bisper, stormænd og konger, men i 1600- og 1700-tallet blev den form for begravelse også almindelig blandt præster og store dele af borgerskabet. I Gladsaxe Kirke er der ti gravsten indenfor, som man regner med har været dæksten for begravelser i selve kirken. De fleste af gravstenene står nu i våbenhuset, men foran alteret ligger stenen for præsten Samuel Thomassøn, hans hustru og datter. Samuel Thomassøn var præst i Gladsaxe Kirke fra 1611 til sin død i 1619.

I løbet af 1800-tallet opførtes flere kirkegårde og ligkapeller, såkaldte lighuse. Gladsaxe Kirkegård har eksisteret i mange hundrede år, måske lige så længe som kirken. På arkivets ældste kort fra 1771 er den tydeligt markeret. Kirkegårdens vedligeholdelse var de lokale beboeres ansvar, og i den forbindelse kunne sognepræsten indskrive alle bønder, der ejede mere end en tønde land, til at køre jord og sten m.m. til kirkegården. Hvis bønderne blev vrede over, at de skulle udføre arbejdet, kunne de klage til amtmanden, men det fik de som regel ikke noget ud af.

Fra 1892 blev ligbrænding, såkaldt kremering med efterfølgende urnenedsættelse, tilladt i Danmark. På det tidspunkt begyndte de gamle begravelsesskikke for alvor at forsvinde. Bisættelser var et udtryk for en mere rationel-hygiejnisk holdning til døden, i stedet for den traditionelt kristne, hvor folk blev begravet i hel stand, fordi de troede på såvel sjælens som kødets opstandelse.

I 1964 fik Gladsaxe Kirkegård sit første krematorium, og ved den lejlighed blev kapellerne også bygget. Egentlig er der et modtagelseskapel og en stor sal, men de kaldes hhv. lille og store kapel. Ca. 90% af de døde bliver i dag bisat, men hvor en del i 1970´erne og 80´erne valgte at blive bisat i de ukendtes grav, har man igennem 1990´erne og frem til i dag set flere og flere vælge at blive bisat i fællesgrav, hvor der kan lægges en navneplade i jorden over den døde. På Gladsaxe Kirkegård har kirkegårdskontoret i mange år valgt at inddele både fællesgrave og de ukendtes grav i kvadrater. Det betyder, at selvom en person er bisat i de ukendtes grav, så ved man på kirkegårdskontoret præcist, hvor urnen står. Det har betydning, da flere hvert år henvender sig og fortæller, at de har fortrudt, at de ikke kan lægge plade eller sten på graven, og derfor anmoder om at få flyttet urnen til en anden gravplads. Fra Gladsaxe Kirkegård bisættes og begraves ca. 1000 mennesker pr. år.

Skrevet af Eva Molin