Alle glimt af Søborg Bys historie samlet

Søborg = Buddinge Mark. Mange tror, at Søborg var en by på linje med Bagsværd eller Mørkhøj, men faktum er, at i folketællinger, kirkebøger, m.m. figurerer beboere i det, vi kender som Søborg, som borgere i Buddinge By, Gladsaxe Sogn. Hvis man i en kirkebog støder på et ”Søborg Sogn”, så er det et sogn i Nordsjælland, der er tale om! I vore dages matrikelsprog hedder Søborg stadig Buddinge By, mens det i kirkebogssprog er opdelt i sognene Søborggård og Søborgmagle.

Af: Eva Molin, Gladsaxe Byarkiv

Frederiksborgvej

Frederiksborgvej var egentlig en landevej, og den blev anlagt af Christian den Fjerde for at få en direkte forbindelse fra København til Frederiksborg Slot i Hillerød. Igennem flere århundreder var vejen hovedfærdselsåre mellem København og Gladsaxe.

I 1926 blev Frederiksborgvej på Gladsaxe-strækningen omdøbt til hhv. Søborg, Buddinge og Bagsværd Hovedgade.
Selvom Frederiksborgvej var en hovedfærdselsåre, tænkte ingen mærkværdigvis på at bygge andet end villaer langs den, da udstykningen af landbrugsjorden begyndte. Forretninger og andet erhvervsliv kom først til flere år senere. Den første købmand på Søborg Hovedgade åbnede i 1905. Og i 1922 byggede slagtermester N.P. Larsen et helt strøg med fem butikker som tilbygninger på hans private villa på hjørnet af Søborg Hovedgade og Niels Bohrs Alle. ”En storby er ved at rejse sig!” skulle en imponeret indbygger have sagt. Dermed være naturligvis ikke sagt, at man ikke kunne købe nogen varer i Søborg, men salget foregik de første mange år fra hestetrukne vogne, der kørte rundt og falbød slagter- og mejerivarer m.m.

Søborghus Kro

Søborrevangen strakte sig fra Emdrup til og med nuværende Søborg og omfattede bl.a. Emdrup og Utterslev søer. Utterslev Sø, som efterhånden var vokset helt naturligt til en egentlig mose, blev oprenset i 1587, og Frederik den Anden anlagde fiskedamme og byggede en sluse i den østlige ende for at sikre en høj vandstand. Vandet fra Utterslev Mose blev via trærender ført til København, hvor det indgik i byens vandforsyning i de såkaldte vandkunster, hvorfra byens borgere hentede deres drikkevand.

Før slusen blev bygget, havde søen/mosen haft det med at fryse til is om vinteren og tørre ud om sommeren. Slusen sikrede en mere jævn vandforsyning, og kongen ansatte en damvogter til at overvåge vandstanden.

At være damvogter ved Utterslev Mose var ikke noget givtigt job. I 1679 udstedtes en krobevilling af amtmanden, så damvogteren kunne supplere sine indtægter ved salg af øl m.m. til forbipasserende. I 1721 fik kroen kongelig bevilling til at holde udskænkning.

Søborghus Kro lå ikke i Gladsaxe Kommune! Kroen lå på hjørnet ved nuværende Gladsaxevej og Søborg Hovedgade, d.v.s. i Københavns Kommune. At kroen omtales her, det skyldes, at kroen blev omdrejningspunktet for megen selskabelighed i det Søborg, der voksede op på Buddinge Marks jorder efter 1901.

På Søborghus Kro blev Søborg Grundejerforening stiftet i 1905. Her afholdtes møder, baller, fastelavnsfester, spilledes badminton, m.m.

Søborg Villaby

Søborggård var den første gård i det område, vi i dag kalder Søborg, som blev udstykket. Det skete allerede i 1901, og dermed opstod ”Villabyen Søborg” ved Gladsaxevej, Marienborg Alle, Aakjærs Alle og Søborghus Alle.

Da grundsalget startede, så mange på foretagendet med skepsis, fordi Søborg lå så langt ude. Man manglede helt basale fornødenheder som trafikforbindelser, kloakering, vejbelysning, renovation, skoler m.m. Man kaldte stedet ”Pengeløse Overdrev”, men de nye tilflyttere havde den rette pionerånd, og grundene var billige: 15 øre pr. kvadratalen, udbetalingen var 100 kr., og man betalte så 10 kr. pr. måned, indtil man havde betalt i alt 400 kr. Derefter fik man skøde og kunne bygge hus på sin grund.

Mange startede med et lysthus og en køkkenhave, som blev besøgt om søndagen. Efterhånden byggede tilflytterne så helårsboliger i stedet for – ofte i to etager. Langt broderparten af de nye tilflyttere kom fra København, hvor de havde boet i en af brokvarterernes eller indre bys trange arbejderlejligheder. Tilflytterne var typisk håndværkere eller arbejdere, og de pendlede mellem København og Søborg - en vældig rejse dengang, hvor nærmeste sporvogn stoppede ved Nørrebrogade/Tagensvej en fire kilometers spadseretur fra Søborg. Ved folketællingen i 1901 var der 697 personer i Buddinge incl. Søborg, i 1906 var folketallet oppe på 1552, og langt de fleste boede i det eksplosivt voksende Søborg.

Da der i 1924 omsider blev etableret sporvognsforbindelse mellem København og Søborg Torv, gik det meget hurtigt med udstykning af de sidste gårde, hvorved også Søborgmagle villaby opstod. Enkelte gartnerier overlevede endnu nogle årtier, men da man nåede 2. verdenskrig, var det reelt kun Lundegård og Hyldegårds jorder, man endnu manglede at bebygge. Det var her, man i 1963 begyndte at bygge Høje Gladsaxe, hvor første beboer kunne flytte ind i februar 1964.

Offentlig transport

Den offentlige sporvogn stoppede som nævnt allerede ved Nørrebrogade/Tagensvej. I 1903 forlængede man sporvognslinien til Bispebjerg, og derfra kunne man fra 1905 tage en rutebil videre til Søborg og helt til Slangerup. Glæden ved den nye rutebil varede dog kort. Den blev nedlagt igen i 1906, da Slangerupbanen blev indviet. Men Slangerupbanen gik langt udenom Søborg, nærmeste stationer blev Emdrup og Buddinge.

Fra 1905 og i endnu højere grad fra 1906 forhandlede grundejerforeningerne i Søborg ihærdigt om enten en forlængelse af sporvognen eller en rutebil fra Bispebjerg til Søborg. Ikke desto mindre måtte søborgenserne bruge deres ben eller en cykel helt frem til 1914, hvor ikke mindre end to separate vognmænd fik kørselstilladelser på ruten mellem Bispebjerg og Søborg. Nu skulle man tro, alt var godt, men nej. De to vognmænd kunne ikke enes, den ene kørte fast efter en ruteplan, mens den anden nærmest kørte kaperkørsel. Den ufine vognmand fik inddraget sin kørselstilladelse i 1916, men i 1917 måtte også den anden vognmand indstille kørslen mellem Bispebjerg og Søborg, for 1. verdenskrig var lig med benzinmangel.

Sporvejssagen blev nu rejst igen, og søborgenserne begyndte at tegne aktier til fordel for et delvist privat sporvejsanlæg videre til Søborg. I 1917 var aktietegningen frivillig, men i 1922 blev det gjort til regulær lov, og 16. maj 1924 kom endelig sporvognen helt til Søborg Torv, og den fortsatte med at køre indtil 1962. I 1962 blev linje 16 atter afkortet til Emdrupvej, og i stedet blev buslinje 43 forlænget ad sporvognslinjens tidligere rute til Søborg Torv.

Forskønnelsesforeningen

I december 1910 indledtes en diskussion om byggerierne i Søborg med følgende salut: ”Der er jo heldigvis en Del rigtig pæne Villaer herude, der fuldt staar paa Højde med andre Villabyers, men de fleste er i den bekendte ”Spækhøkerstil”, for ikke at tale om de Mennesker, som trods Byggelov og Sundhedskommission bor i Skure og Lysthuse, det er saavist ingen Pryd for Byen”. Villaerne i ”spækhøkerstil” var de mangfoldige huse med tårne og spir, snirklede gavle og ”overlæssede cementprydelser”, som skulle minde om slotte. I dag opfattes de nok mest som pudsige indslag i rækkerne af solide murermestervillaer, og der er ingen tvivl om, at bygherrerne dengang sagde: ”Mit hjem er mit slot”.

Men dengang var ”slottene” en torn i øjet på rigtig mange mennesker. I april 1911 oprettede man et forskønnelsesudvalg, og allerede måneden efter omdannedes udvalget til ”Søborg Forskønnelsesforening”. Foreningen kunne henvise folk til god, billig tegnehjælp, hvis folk ville bygge noget ”pænt”, der kom artikelserier i lokalavisen om godt stationsbyggeri, tegninger til kvalitetstypehuse og forslag til forskønnelse af de skure og sommerhuse, som folk ofte startede med at bygge på deres jordlodder, inden der kom helårsboliger på. Skurene skulle først og fremmest forskønnes med en omgang hvidtning. Forskønnelsesforeningen var imod f.eks. røde karme eller anden farve på husene.

Forskønnelsesforeningen kæmpede mod søborgensernes farve- og formglæde i ca. 15 år, hvorefter den måtte opgive. Mange huse blev dog bygget efter foreningens forskrifter, men de københavnske arbejdere, der skulle have husdrømmene opfyldt i Søborg, var generelt til mere spræl, end Forskønnelsesforeningen accepterede. Derfor kan man i dag efter behag glædes ved eller græde over Søborgs mangfoldighed i byggeriet, når man går en tur i villakvartererne.

Mere spektakulære byggerier – ”Indianerlandsbyen”

Søborg har to mere påfaldende byggerier, der adskiller sig fra andet p.g.a. ideerne bag og det synlige resultat. Der tænkes på kollektivhuset Høje Søborg og ”Indianerlandsbyen” ved Vandtårnsvej/Marienborg Alle og Andersen Nexøvej.

”Indianerlandsbyen" var et stort anlagt forsøg fra nogle af drivkræfterne bag Forskønnelsesforeningen på at lave bedre byggeri til en fornuftig pris. Forsøget startede i april 1914, hvor A/S Høje Søborg købte den gamle gård af samme navn med jorder. Bag aktieselskabet stod arkitekterne J.L. Meulengracht og Niels Gothenborg, begge knyttet til Forskønnelsesforeningens arbejde.

De to arkitekter lod opføre 73 ensartede gavlhuse med udnyttet tagetage og gavlene vendt ud mod vejen i årene 1924-25. Det var den første ens bebyggelse i Gladsaxe, og folk var ikke nær så begejstrede som arkitekterne. Der var tale om et storstilet forsøg. Ideen var at lave bedre byggeri til en fornuftig pris. Men selv filantropi koster, og uden et tilskud fra statens nyoprettede boligfond på 365.000 kr. var gavlhusene forblevet et projekt på papiret. Der var faktisk kun én husmodel i den nye bebyggelse, men for det æstetiske syns skyld var husene på højre side af gaden spejlvendt i forhold til dem på venstre side. Det tog ti år, førend alle husene var solgt, og folk begyndte meget hurtigt at sætte deres personlige præg på husene, så de i dag fremtræder meget forskellige, selvom grundplanen er ens. Det allerførste, der fik individuelt præg var i øvrigt, naturligvis, gavlene! Arkitekterne var meget langt fra tilfredse. I 1967 blev den katolske Johanneskirke bygget i samme stil som resten af gavlhusene.

De 73 ensartede rækkehuse på Andersen Nexø Vej, Marienborg Alle og Vandtårnsvej blev bygget i vinteren 1924-25 og var klar til indflytning i sommeren 1925. Til hvert hus hørte et areal på 2300 kvadratalen.

Mere spektakulære byggerier – Kollektivhuset Høje Søborg

Dansk almennyttigt Boligselskab (DAB) blev stiftet i 1942. I 1944 ville DAB gerne stå for byggeriet Vibevænget, og som konsekvens af det, blev der oprettet et nyt, selvstændigt boligselskab med repræsentanter fra blandt andet DAB og Gladsaxe Sogneråd, som skulle stå for byggerier lokalt i Gladsaxe. Det nye selskab kom til at hedde Gladsaxe almennyttige Boligselskab (GAB). Det blev GAB, der i 1951 kunne indvie det splinternye kollektivhus på Søborg Torv. Byggeriet var et eksperiment. Meningen var, at stort set alt det nødvendigste i hverdagen skulle samles under ét tag.

I den ene fløj af huset var der fødeklinik. I den anden del var der indrettet lejligheder af forskellig størrelse fra 1-værelses til 3 værelser + kammer. Der var fællesvaskeri, men man kunne også betale sig fra at få vasket, ligesom man kunne betale sig fra rengøring, hvad enten man kun ønskede hjælp til en ugentlig støvsugning, eller tillige ønskede at en af husets ansatte skulle klare opvasken. Der var daginstitution, atelier, motionsrum, selskabslokaler, restaurant m.m. knyttet til huset, og meningen var, at de mange fællesfaciliteter skulle kunne aflaste både børn, voksne og ældre.

Kollektivhuset blev tegnet af arkitekterne Hoff og Windinge i 1946, men tegningerne blev ændret flere gange, inden byggeriet gik i gang i 1950. Der var 124 lejligheder fra start af, men siden er antallet vokset til 136. Den dag i dag er der fælles reception med kiosk, selskabslokaler, terrasser, mødelokaler, gæsteværelser, restaurant m.m. Selve bygningen, ligesom de øvrige byggerier omkring Søborg Torv, anses for at være af meget høj bygningsmæssig standard, og det fik tildelt høj bevaringsværdi i kommuneatlasset fra 1998.

Høje Gladsaxe

De første forslag til at bebygge Lundegården og Hyldegårdens jorder ved Utterslev Mose gik på rækkehuse og 3-etagers boligblokke, men det gav ikke plads til nok beboere. Boligmanglen var ekstrem i tiden efter 2. verdenskrig. Andre forslag blev stillet, bl.a. en kompromisløsning, hvor Københavns Kommune, som ejede en del af området, byggede i højden, mens Gladsaxe byggede tæt-lavt i en bebyggelse, som blev tegnet af Vilh. Lauritzen.

Men så fik Naturfredningsforeningen held til at få fredet Utterslev Mose! Dette skete i 1948, og dermed kunne man ikke få lov til at bygge så tæt til vandkanten, som man havde planlagt. I stedet begyndte man for alvor at tænke i højden. Selvom Vilhelm Lauritzens eget forslag nu ikke kunne gennemføres, valgte man ham som byplankonsulent til byggeriet, og blandt de arkitekter, der kom til at tegne det endelige forslag til Høje Gladsaxe var Hoff og Windinge.

Udgravningerne til Høje Gladsaxe startede ved årsskiftet 1962/63, og første beboer kunne flytte ind i 1964, mens sidste del, nemlig selve centerbygningen først stod færdig i 1970. Byggeriet blev præmieret i 1971.

Søborg Kirke

Allerede ved udstykningen af Søborggård i 1901 skænkede proprietær Klamke og det konsortium, der stod bag ham, en byggegrund til kirkebyggeri. Den første grund lå på hjørnet af Carl Blochs Alle og Søborg Hovedgade. Den blev dog i 1912 mageskiftet med en større grund på modsatte side af gaden, så kirken kunne præsentere sig bedst muligt med kirketårnet ud mod Søborg Hovedgade.

Kirkesagen indledtes for alvor med et offentligt møde d. 7. april 1905 i Frk. Andersen-Høyers privatskole på Lauggårds Alle. Her holdt man også fremover regelmæssige gudstjenester søndag eftermiddag, indtil man efter Søborg Skoles åbning i 1908 flyttede derover. I 1910 fik man permanent stillet to kælderlokaler på skolen til rådighed som kirke.

Det overgik alle initiativtagernes vildeste mareridt, hvor lang tid det ville tage at indsamle penge til den nye kirke. Man troede, det kunne gøres på et halvt år, eftersom man i 1905 reelt kun skulle indsamle en tiendedel af byggesummen, mens staten ville give resten. Men i praksis gik der otte år, inden indsamlingen kunne afsluttes, og byggeriet kunne begynde. Inden da havde man indskrænket kirkebygningen og inddraget Det københavnske Kirkefond. Kirkefondet gav ikke rede penge, men gav løn til en hjælpepræst ved Gladsaxe Kirke med Søborg som ansvarsområde, indtil Søborg i 1921 blev et selvstændigt sogn under navnet Søborggård sogn.

Den endelige version af Søborg Kirke blev tegnet i 1911 af arkitekt Alfred Jørgensen, byggeriet påbegyndtes i 1913 og blev indviet 27/12-1913, men stod først helt færdigt, da man i 1914 kunne tage klokkerne i brug. Menighedshuset blev indviet 1925. I folkemunde kaldes Søborg Kirke ”Nissehuen”.

Skolerne i Søborg

Allerede inden befolkningseksplosionen i Søborg, var lokalpolitikerne blevet enige om, at den gamle Buddinge Skolehytte var for lille og for ussel. I 1901 stod den nye Buddinge Skole færdig (det var den, der lå ved det nuværende rådhus, siden rummede teknisk forvaltning og blev revet ned i 1999).

Men Buddinge skole var bygget til at kunne rumme de børn, der allerede befandt sig i skoledistriktet, og det blev hurtigt klart, at man måtte bygge endnu en skole og denne gang midt i Søborg.

Fra tanke til handling var der dog et årelangt spring. Det kostede mange penge at bygge en skole. I mellemtiden blev der åbnet to private skoler. Søborg Privatskole på Lauggårds Alle blev åbnet i 1904 af Hermine Vilhelmine Andersen-Høyer. I skolekommissionens forhandlingsprotokol d. 29. august 1904 kan man læse, at Søborggårds jorder blev befolket med et stadigt og hastigt stigende antal børn, som nødvendiggjorde en kommuneskole i området, fordi Buddinge Skole ellers ville blive overfyldt. Indtil det kunne ske, vedtog kommissionen at "anbefale, at Frøken Andersen, som er ved at bygge en Skole derude, som hun bedes at faa færdig til midt i Oktober, faar Understøttelse af Kommunen for da at kunne optage en Del af de mindre Børn". Anbefalingen gik videre opad i systemet til skoledirektionen, der godkendte den i januar 1905.
Fra 1905 kom Hermine derfor på kommunens budget, og fik et årligt tilskud på 600 kroner for at undervise cirka 60 børn fra Søborg i tre timer dagligt.

I skolen blev Hermine kaldt for frøken Andersen-Høyer. Og sognerådet var særdeles tilfreds med det arbejde, hun udførte. Så tilfredse var herrerne i sognerådet, at de bakkede op om skolekommissionens forslag om at ansætte frøken Andersen-Høyer på den nyopførte Søborg Skole i den ligeledes nyoprettede stilling som forskolelærerinde. Alle var enige om, at hun var den bedste blandt mange ansøgere. Eneste ulempe var, at Hermine faktisk aldrig nogensinde havde gået på et seminarium, og derfor ifølge skoleloven af 1899 §17 var ukvalificeret til at arbejde på en offentlig skole. Så selvom alle lokale autoriteter sagde god for Hermine, måtte hendes sag helt op at vende skoledirektionen for Smørum og Sokkelund herreder. Men heldigvis blev der også herfra nikket godkendende.

Hermine blev derefter ansat til at undervise i forskolen på henholdsvis Buddinge Skole og på Søborg Skole. Læs mere om Hermine.

På Frødings Alle startede frk. Esther Lund en privatskole i 1915, men så vidt vides overlevede skolen ikke hendes død i 1942. Esther Lunds Privatskole fungerede sideløbende med den kommunale Søborg Skole, men gjorde mere ud af systematisk at forberede eleverne til at gå videre på mellem- og realskolen i Lyngby.

Søborg Skole blev indviet i 1908, og var bygget efter det såkaldte pavillonsystem, som var meget moderne i begyndelsen af 1900-tallet. Den store, røde bygning ud mod Søborg Hovedgade, som vi i dag forbinder med Søborg Skole stod klar til brug i 1927.

Trods udvidelsen i 1927 stod det klart, at Søborg Skole ikke alene kunne sørge for undervisning af alle børn i Søborg. I april 1938 begyndte de første elever på Marielyst Skole, til trods for at skolen endnu ikke stod helt færdig. Marielyst skole var en meget flot og moderne aulaskole. Endnu senere, da man var færdige med at bygge Høje Gladsaxe og alt var blevet lejet ud, byggede man nok to skoler, nemlig: Kennedy Skolen i 1965 og Dag Hammerskjöld Skolen i 1967, de skoler, der siden indgik i hhv. Høje Gladsaxe Skolerne og 10. klasse centret.

I 2012 blev Marielyst og Høje Gladsaxe Skolerne lagt sammen og fysisk placeret på Høje Gladsaxe Skolernes område, mens Ungdomsskolen og 10. klasse centret blev samlet på Marielyst Skole.

Flygtninge i Søborg

20. april 1945 tog tyskerne Søborg Skole i brug for at huse deres flygtninge. Flygtningene kom fra de områder, der nu var blevet erobret af Sovjetunionen, og de ville naturligvis allerhelst retur til Tyskland.

Lærere og elever fra Søborg Skole fik et døgns varsel til at rydde skolen, og i de efterfølgende mange måneder måtte alle fra Søborg Skole have husly på Marielyst Skole. Det betød, at ingen elever i de to skoledistrikter fik fuld undervisning, og det var naturligvis uholdbart.

Da krigen ophørte 4./5. maj 1945 var glæden naturligvis stor overalt, men især elever og lærere fra Søborg Skole glædede sig, NU måtte trængslerne da snart være forbi, så de kunne komme tilbage til deres skole? Men de tyske flygtninge var ikke sådan lige til at komme af med. De allierede var overhovedet ikke interesserede i at få flygtningene hjem, derfor måtte nogle blive op til fire år i danske flygtningelejre, førend de kunne komme hjem.

Så flygtningene på Søborg Skole blev i første omgang, hvor de var. Spærret inde på skolen, og helt uden mulighed for at gå udenfor skolens område.

I oktober begyndte rygterne at svirre. Skulle flygtningene flyttes væk fra Søborg Skole? 1. november kom svaret i Folkebladet. Og ja, det skulle de. Til det formål havde sognerådet udset sig Nybrogård og badmintonhallen. Der var bare lige det lille problem, at Nybrogård var privatejet af fru Schierbeck, der ikke havde spor lyst til at forlade sit hjem gennem 16 år. Og et andet lille problem opstod med badmintonhallen, nemlig at den faktisk ikke var til at opvarme til meget over 15 grader.

Men problemer er til for at løses. Chefen for flygtningeadministrationen, hr. Kjærbøl, der sorterede under indenrigsministeriet, fik justitsministeriet til at gå ind i sagen. Justitsministeriet beordrede derefter den lokale politimester i Gladsaxe til at udstede en ordre til ejeren af Nybrogård om at overdrage sin hovedbygning til sognerådet. Herefter skulle gården indhegnes, og der skulle indrettes tørklosetter. Da det var gjort, blev der placeret cirka 200 flygtninge i bygningen. Det skete på under en måned!

Og badmintonhallen skulle også indhegnes forsvarligt og indrettes med skillevægge, så der blev plads til cirka 70 mennesker i hvert rum. I alt cirka 500 mennesker kom til at bo i hallen. Men den var noget vanskeligere at indrette, og den stod da heller ikke helt klar, da flygtningene blev flyttet derhen i slutningen af november 1945. Skillevæggene og indhegningen var på plads, men varmen måtte de i første omgang undvære. 1940´erne bød på nogle af de hårdeste isvintre, vi nogensinde har haft i Danmark.

Først i august 1946 kunne de tyske flygtninge sendes hjem. Badmintonspillerne var meget bekymrede. "Har de tyske Flygtninge ramponeret meget? Hallen er vel helt ødelagt? Og det dejlige Gulv er vel traadt helt itu?" Sådan lød spørgsmålene, og ja, hallen var blevet slidt af den uventet hårde brug, men da malerne var færdige, var ethvert spor af flygtningene fjernet. Den første september blev hallen taget i brug igen, og hallen blev fortsat omtalt som den smukkeste badmintonhal i landet. Nybrogård gik ikke tilbage til fru Schierbeck, men blev indrettet til et syge- og plejehjem, der kunne tages i brug i 1949.

Forsorg og forlystelser

Forsorg og forlystelser lyder måske ikke som to sider af samme sag, men i 1905 fik en familieforsørger i Søborg tuberkulose, han var uhelbredeligt syg, kunne ikke arbejde, og familien led stor nød. Dette fik fru Mathilde Marius Hansen nys om, og hun, hendes mand, koncertmester Marius Hansen, og assurandør F.H.L. Møller oprettede et ”udvalg med det formål at afholde velgørenheds- og folkekoncerter i filantropiens tjeneste”.

Folkekoncerterne blev en institution i Søborgs selskabelige liv, hvor de største af datidens navne fra Det kgl. Teater kom og optrådte. Overskudet gik til forskellige gode formål. Udover at donere penge til nødstedte privatpersoner samlede man ind til kirkebyggeriet, i 1915 oprettede man et læseværelse og tre bogværelser i forbindelse med koncertsalen på Erik Bøghs Alle og lagde dermed grunden til Gladsaxes første offentlige bibliotek.

I 1904 havde en privatmand opstillet en lille stjernekikkert og indrettet et observatorium. Dette observatorium blev købt af assurandør Møller på folkekoncerternes vegne i 1910 og udvidet i 1914. I 1916 forbedrede folkekoncerterne for alvor observatoriet, og i 1922 kunne man sågar prale med Skandinaviens største kikkert.

Efterhånden som årene gik, blev folkekoncerternes filantropiske formål overhalet indenom af statslige og kommunale tiltag. I 1933 kom socialreformen, det kommunale biblioteksvæsen startede i 1923, observatoriet måtte i 1934 lukkes p.g.a. brandfare og kikkerter m.m. blev solgt til skolebrug i Roskilde Kommune.

Læs mere

Gladsaxe Bogen 1-3
Karen Juul Sørensen og Per Boje: Fra klondyke til moderne velfærdskommune
Lone Dam m.fl.: Da vi var bønder
Kommuneatlas Gladsaxe
Th. Leth: Søborg Kirkes historie