Forskønnelsesforeningen

Her ses Niels Finsens Alle 65, som i 1919 fik navnet "Lille Rosenborg" af ejeren, skibsfører Holger Schmidt. Et af forskønnelsesforeningens klagepunkter, når det gjaldt "pyntede" huse, var, at der var lagt mere vægt på det ydre end det indre. Man mente ganske enkelt, at husene ikke kunne være funktionelle. Kommunen har byggetegninger fra en udvidelse af huset i 1939, og det viser, at huset var lige så praktisk indrettet som de fleste 1970-rækkehuse. Efter udvidelsen i 1939 var der to store stuer, herreværelse og køkken i stueetagen, mens der på 1. salen var fem værelser, påklædningsværelse og badeværelse.

  

I december 1910 indledtes en diskussion om byggerierne i Søborg med følgende salut: ”Der er jo heldigvis en Del rigtig pæne Villaer herude, der fuldt staar paa Højde med andre Villabyers, men de fleste er i den bekendte ”Spækhøkerstil”, for ikke at tale om de Mennesker, som trods Byggelov og Sundhedskommission bor i Skure og Lysthuse, det er saavist ingen Pryd for Byen”. Villaerne i ”spækhøkerstil” var de mangfoldige huse med tårne og spir, snirklede gavle og ”overlæssede cementprydelser”, som skulle minde om slotte. I dag opfattes de nok mest som pudsige indslag i rækkerne af solide murermestervillaer, og der er ingen tvivl om, at bygherrerne dengang sagde: ”Mit hjem er mit slot”.

Men dengang var ”slottene” en torn i øjet på rigtig mange mennesker. I april 1911 oprettede man et forskønnelsesudvalg, og allerede måneden efter omdannedes udvalget til ”Søborg Forskønnelsesforening”. Foreningen kunne henvise folk til god, billig tegnehjælp, hvis folk ville bygge noget ”pænt”, der kom artikelserier i lokalavisen om godt stationsbyggeri, tegninger til kvalitetstypehuse og forslag til forskønnelse af de skure og sommerhuse, som folk ofte startede med at bygge på deres jordlodder, inden der kom helårsboliger på. Skurene skulle først og fremmest forskønnes med en omgang hvidtning. Forskønnelsesforeningen var imod f.eks. røde karme eller anden farve på husene.

Forskønnelsesforeningen kæmpede mod søborgensernes farve- og formglæde i ca. 15 år, hvorefter den måtte opgive. Mange huse blev dog bygget efter foreningens forskrifter, men de københavnske arbejdere, der skulle have husdrømmene opfyldt i Søborg, var generelt til mere spræl, end Forskønnelsesforeningen accepterede. Derfor kan man i dag efter behag glædes ved eller græde over Søborgs mangfoldighed i byggeriet, når man går en tur i villakvartererne.

Skrevet af Eva Molin