Frederiksborgvej

Frederiksborgvej var egentlig en landevej, og den blev anlagt af Christian den Fjerde for at få en direkte forbindelse fra København til Frederiksborg Slot i Hillerød. Igennem flere århundreder var vejen hovedfærdselsåre mellem København og Gladsaxe.

I 1926 blev Frederiksborgvej på Gladsaxe-strækningen omdøbt til hhv. Søborg, Buddinge og Bagsværd Hovedgade.

Selvom Frederiksborgvej var en hovedfærdselsåre, tænkte ingen mærkværdigvis på at bygge andet end villaer langs den, da udstykningen af landbrugsjorden begyndte. Forretninger og andet erhvervsliv kom først til flere år senere. Den første købmand på Søborg Hovedgade åbnede i 1905. Og i 1922 byggede slagtermester N.P. Larsen et helt strøg med fem butikker som tilbygninger på hans private villa på hjørnet af Søborg Hovedgade og Niels Bohrs Alle. ”En storby er ved at rejse sig!” skulle en imponeret indbygger have sagt. Dermed være naturligvis ikke sagt, at man ikke kunne købe nogen varer i Søborg, men salget foregik de første mange år fra hestetrukne vogne, der kørte rundt og falbød slagter- og mejerivarer m.m.

Skrevet af Eva Molin