Søborg Skole

Gårdbestyrerer Jens Appelgren fra Lundegård, som blev født i 1904 fortæller om sin skolegang i Søborg Skole. Skolegangen var fra 1911 til 1918. Jens kan huske inspektøren, der dengang hed en overlærer. Han hed Vedsmand. Han kan også huske flere af sine lærere og fortæller om, hvor mange børn der var i klasserne og på skolen.

 

Det er fortsat Jens Appelgren, der fortæller. Ikke bare om skoletiden, men også om, hvordan der generelt var i Søborg i gamle dage.

 

Gartner O. Holmberg blev født i Buddinge i 1905. Han gik i forskole, svarende til børnehaveklasse, 1. og 2. klasse, hos frøken Andersen Høyer i en meget lille privatskole. Da Holmberg var ni år, kom han på Søborg Skole. Holmberg havde en lærer, der hed Binger, og han fortæller, at børnene var så bange for den lærere, at de tissede i bukserne af angst, når de skulle op til ham. Holmberg fik også tæv i skolen. Altså af lærerne. Men heldigvis var der også søde lærere. Syv års skolegang blev det til, så kom han i lære som gartner. Holmberg fortæller levende om, hvordan Søborg så ud i tiden mellem 1. og 2. verdenskrig.

 

Gotholdt Malling Kiær blev født i 1911. Han voksede op på Søborg Vandværk og blev siden vandværksbestyrer samme sted. Også Gotholdt gik i frøken Andersen Høyers privatskole i de helt små klasser, men nu havde frøken Andersen Høyer fået en ny og større skolebygning på Lauggårds Alle. Siden kom han over på Søborg Skole, hvor han fortsatte til og med en realeksamen. Gotholdt fortæller også om, hvordan der var ringridning i Buddinge til fastelavn og meget andet. Lydoptagelsen slutter meget brat, som om resten er gået i stykker. Det kan vi desværre ikke gøre noget ved.

 

Henning Nielsen blev født i 1921 og voksede op på Dickens Alle. Henning startede i Søborg Skole i 1928 og gik der i ni år. Henning havde mange gode lærere, men også en lærer, der hed Larsen. Larsen uddelte øretæver. Rigtig mange af skolens lærere bliver beskrevet af Henning på lydfilen. Han fortæller også om Søborg DUI og de drengebander, der var i Søborg.