Loppemarked på Gladsaxedagen

Alle stadepladserne til loppemarkedet på Søborg Hovedgade og ved Buddinge Centret er nu udsolgt. Medbring dit stadepladsnummer på dagen eller spørg hos portvagten, hvis du har glemt det. Din stadeplads er optegnet med pladsnummeret på dagen.

Digital booking
Ligesom de foregående år, vil der være digital booking af stadeplads via ebillet.dk, sådan som det også er tilfældet for det normale lørdagsloppemarked foran Gladsaxe Rådhus. Prisen for at booke en stadeplads på Gladsaxedagens loppemarked 80 kr. alt inklusive.

OBS: Alle stadepladser er nu udsolgt.

Størrelse og placering
Stadepladserne på Søborg Hovedgade ud for Gladsaxe Hovedbibliotek måler ca. 2,5 x 5 meter. Pladserne bliver optegnet med kridt og stadepladsnummer på dagen.

Stadepladserne langs Buddinge Centret måler ca. 2,5 x 4 meter. Stadepladserne er placeret på de eksisterende P-pladser og får tegnet stadepladsnummer på dagen.

Det er ikke tilladt at stille havepavilloner og lignende op, da der ikke er plads til det. Du skal selv medbringe bord, stol og hvad du ellers har brug for.

Åbningstid
Din stadeplads skal være åben klokken 13-17, hvor dagens øvrige aktiviteter også har åbent.

Pladser på Søborg Hovedgade 
Kør ind fra krydset ved Søborg Hovedgade og Kildebakkegårds Allé og kør ud i den anden ende. Klokken 11-12 kan du køre ind på pladsen med bil, læsse varer af og gøre din stadeplads klar. Fra klokken 17-18 vil det igen være muligt at komme ind med bil og afhente nedpakkede varer. Vores erfaring siger, at pladsen er lidt trang, så det kan være besværligt at komme ind med store trailers og lignende. Alle biler skal være væk fra det afspærrede område klokken 13-17.

 

Pladser ved Buddinge Centret 
Kør ind fra den normale indkørsel til P-pladserne fra krydset ved Buddinge Rundkørsel. Der er åbent for gennemkørsel langs Buddinge Centrets P-pladser hele dagen. Stadepladserne ligger på rækken af P-pladser, som vender ind mod Buddinge Centret. Pladserne er afspærret ud mod vejbanen på dagen.

Parkering
Klokken 13-17 kan du eksempelvis parkere bag Gladsaxe Hovedbibliotek, på Gladsaxe Gymnasiums parkeringsplads, på Kontorvej, på Buddinge Centrets P-pladser eller på en af de øvrige veje i området omkring Gladsaxe Rådhus. Vær dog opmærksom på, at der flere af stederne er tidsbegrænset parkering.

Det er ikke tilladt at parkere inde på Gladsaxedagens afspærrede område.

Spørgsmål
Har du brug for mere information, er du velkommen til at sende en mail til kommunikation@gladsaxe.dk eller ringe på telefon 39 57 50 18. Du kan dog ikke booke stadepladser via mail eller telefon.

Transport og parkering

TAG CYKLEN
Hvis du har mulighed for det, så tag cyklen til Gladsaxedagen. Du skåner miljøet og skal ikke bruge tid på at lede efter de sparsomme parkeringspladser. Vi etablerer ekstra cykelparkering på dagen.

OFFENTLIG TRANSPORT
S-toget standser ved Buddinge Station, 200 meter fra Rådhuspladsen. Søborg Hovedgade er afspærret, så en række busser omdirigeres til Kildebakken bag Rådhuset.

PARKERING
Der er parkeringspladser mellem Rådhus Allé og Kildebakken, ved Gladsaxe Gymnasium og ved kulturhuset Telefonfabrikken på Telefonvej.

HANDICAPPARKERING
Der er handicapparkering på P-pladsen bag Rådhuset / Hovedbiblioteket samt på parkeringspladserne bag Rådhuset med indkørsel fra Kildebakken. 

Nyheder

Se alle nyheder