Robinsonlisten - markedsføringsbeskyttelse

Hvis du vil beskyttes mod direkte markedsføring fra firmaer, kan du tilmelde dig Robinsonlisten

Adresserede reklamer og breve

Et firma eller en organisation må godt sende dig adresserede reklamer og breve med dit navn og din adresse på

Du har mulighed for at frabede dig disse henvendelser ved at blive registreret på Robinsonlisten.

Hvad er Robinsonlisten?

Robinsonlisten er opkaldt efter Robinson Crusoe og er til personer, som gerne vil være i fred for adresserede reklamer og telefonsælgere.

  • Markedsføringsbeskyttelsen registreres i CPR, der hver tredje måned udarbejder Robinsonlisten. Der kan altså gå op til tre måneder, før din registrering træder i kraft.
  • Firmaer mv. har pligt til at undersøge, om du står på listen, før de afsender adresserede reklamer.
  • Firmaer mv., som abonnerer på oplysninger om dig fra CPR, får besked om, at du har markedsføringsbeskyttelse. Det gælder fx din bank og teleselskab.

Du kan undgå de adresserede salgsreklamer og telefonopkald, hvis du registrerer dig på Robinsonlisten, og registreringen er gratis.

For at blive registreret, skal du:

  • bruge selvbetjeningsløsningen "Beskyttelse mod direkte markedsføring (Robinsonlisten)" eller
  • kontakte borgerservice i din bopælskommune.

Hvis du allerede har registreret navne- og adressebeskyttelse i CPR, behøver du ikke tilmelde dig Robinsonlisten. 

Flere personer på adressen

Registreringen er personlig, så bor der andre på samme adresse som dig, skal de også tilmelde sig Robinsonlisten, medmindre de vil fortsætte med at modtage de adresserede reklamer og opkald fra telefonsælgere.

Se om du er tilmeldt Robinsonlisten i CPR

Med selvbetjeningen 'Se de oplysninger, der er registret om dig i CPR', kan du se, om du er tilmeldt Robinsonlisten og dermed er beskyttet mod direkte markedsføring.

Nej tak-ordninger samt framelding af analyseinstitutter og andre

Analyseinstitutter og godgørende foreninger må stadig kontakte dig, selvom du er registreret på Robinsonlisten. Vil du også framelde dette, skal du kontakte de enkelte analyseinstitutter og foreninger og bede dem om at lade være med at kontakte dig. Virksomheden må ikke tage betaling for at notere, at du ikke vil have flere henvendelser.

Det skal gælde straks, uanset om du står på Robinsonlisten eller ej, og du kan klage til Forbrugerombudsmanden, hvis du alligevel får opkald fra virksomheden.

Hvis du vil klage til Forbrugerombudsmanden, kan det være nødvendigt, at du også sender en e-mail eller et brev til virksomheden, så du kan dokumentere, at du har frabedt dig reklamer og opkald.

Nej tak-ordninger

Der er forskellige typer ordninger, så du kan frabede dig eller tilmelde dig adresseløse forsendelser og reklamer.

Hvis du vil klage

Du kan bruge Forbrugerombudsmandens online klage- og kontaktformular hvad enten du ønsker at klage over en specifik markedsføringsaktivitet eller blot vil stille et spørgsmål om markedsføring.

Du skal logge på med NemID eller oprette en brugerkonto med din e-mailadresse. Herefter vil du blive ledt videre til en række spørgsmål. Hvis du ikke har mulighed for at benytte web-formularen, kan du få tilsendt en kopi af formularen ved at henvende dig til Forbrugerombudsmanden på tlf. 41 71 51 51.

Læs om Forbrugerombudsmandens kontakt- og klagemuligheder:

Læs også

Skrevet af borger.dk
Publiceret den 23-11-2016
Opdateret den 20-09-2017

FORM-nummer: b3f13531-9160-11de-bcaf-0050c2490048
FORM-navn: Forbrugerbeskyttelse ifm. markedsføring

Når du skal flytte