Kan vi blive gift i udlandet?

Danske myndigheder kan normalt kun foretage vielser i Danmark. Kun i helt særlige tilfælde er det muligt at blive gift på en dansk ambassade eller en anden dansk repræsentation i udlandet.

Hvem kan foretage vielser i udlandet?

Det er Udenrigsministeren, som fastsætter reglerne om adgang for diplomatiske og konsulære tjenestemænd til at foretage vielser i udlandet. Hvis I ønsker at blive gift på en dansk ambassade eller en anden dansk repræsentation i udlandet, skal I kontakte Udenrigsministeriet.

Ægteskabet er indgået efter de danske regler

Hvis I bliver gift på en dansk ambassade eller en anden dansk repræsentation i udlandet, skal I være opmærksomme på, at ægteskabet er indgået efter de danske regler. Det kan betyde, at ægteskabet ikke vil blive anerkendt i det land, hvor ægteskabet er indgået. I skal selv undersøge, om myndighederne i det land, hvor ægteskabet er indgået, vil anerkende ægteskabet.

Vielse i danske sømands- og udlandskirker

Det er også muligt at blive gift i danske sømands- og udlandskirker, hvis præsten har fået en lokal vielsesbemyndigelse. Det betyder, at vielsen skal foregå i overensstemmelse med det pågældende lands lov og altså ikke efter de danske regler. Du kan finde information om vielse i danske kirker i udlandet hos Danske Sømands- og Udlandskirker.

 

Vielse i udlandet af udenlandsk myndighed

Hvis I vil giftes i et andet land af dets vielsesmyndighed, skal I selv sørge for at undersøge reglerne for at blive gift i det pågældende land.
Hvis myndighederne i det land, hvor I ønsker at blive gift, kræver det, kan I få jeres bopælskommune til at udstede en ægteskabsattest, der bekræfter, at I kan indgå ægteskab efter dansk lovgivning.

Vi bor ikke længere i Danmark

Hvis I ikke bor i Danmark, skal I kontakte den kommune, hvor I sidst boede i Danmark. Hvis I har boet uden for Danmark i jeres voksenliv, kan Kommunen kræve, at I viser en civilstandsattest, der viser jeres registrerede civilstand i de lande, hvor I har boet.

Vores vielse skal registreres i Danmark

Er I blevet gift i udlandet og ønsker vielsen registreret i Danmark, skal I henvende jer til folkeregisteret i bopælskommunen, eller seneste bopælskommune, hvis I bor i udlandet.

Du kan finde information om anerkendelse af udenlandske vielser på Ankestyrelsens hjemmeside.

Huskeliste

Ægteskabserklæring og prøvelsesattest

  • Uanset om I skal vies på rådhuset eller i kirken, skal I udfylde en ægteskabserklæring.
  • Kommunen vurderer, om I opfylder ægteskabsvilkårene.
  • Hvis I ikke skal vies på rådhuset, skal I bruge en prøvelsesattest. Den er et bevis på, at I har ret til at gifte jer med hinanden. Attesten er gyldig i fire måneder efter udstedelsen.

Vielse i udlandet

  • Hvis I skal giftes i udlandet, skal I udfylde ægteskabserklæringen for at få en ægteskabsattest.
  • Attesten viser, at I efter dansk ret opfylder betingelserne for at indgå ægteskab. Attesten er gyldig i fire måneder efter udstedelsen.

Navneændring på bryllupsdagen

  • Hvis I ønsker at ændre efternavne i forbindelse med brylluppet, skal I søge Kirkeministeriet om det senest 15 dage inden bryllupsdagen. Du finder selvbetjeningsløsningen i den blå borger.dk link boks.

Find kirke i udlandet

Hvis i vil giftes i udlandet kan det ske på en Dansk Sømands- og Udlandskirke, dermed sker vielsen efter landset lov og ikke dansk.

Find en kirke her
Ægteskab og parforhold