Søvn

Ingen falder i søvn med det samme, de lægger sig - det gælder også børn. Så hav tålmodighed, og lad barnet ligge og slumre uden at forvente, at det sover med det samme.

Hvor meget skal vores barn sove i 1-3 års-alderen?

Når jeres barn er mellem 1-3 år, har det brug for 12-14 timers søvn i døgnet. I 1½ års-alderen begynder behovet for to middageslure at blive mindre. I kan så småt vende jeres barn til kun at sove til middag én gang om dagen.

Når jeres barn er cirka 3 år, begynder det at kunne undvære middagsluren.

Tal med pædagogerne i daginstitutionen, hvis I synes, at jeres barn har meget svært ved at sove om aftenen. Måske er det tid til at droppe middagsluren. Det er forskelligt fra barn til barn, hvornår det er klar til at droppe middagsluren. Nogle børn har stadig brug for en middagslur, når de er 4-5 år. Når jeres barn holder op med at sove til middag, har det ofte brug for at komme tidligere i seng, for på den måde at få dækket sit søvnbehov.

Voldsomme drømme og mareridt

I 3-års-alderen begynder mange børn at drømme voldsomt, og af og til som mareridt. Jeres barn kan vågne op med et skrig, badet i sved og være utrøsteligt. Drømmene er præget af barnets fantasi og handler ofte om store vilde dyr.

Uhyggelige godnathistorier

Pas på med uhyggelige godnathistorier og dvd-film/tv. Også tegneserier/-film til børn kan indeholde store dramaer, der kan forskrække og gøre jeres barn bange.

Trøst jeres barn

Tal med jeres barn om drømmen og trøst det. Det hjælper at få lov at fortælle om oplevelsen. Spørg til, hvordan tingene var i drømmen, lyt til jeres barn, men prøv ikke nødvendigvis at forklarre drømmen.

Børn er et barometer

Jeres barn er et fintfølende "barometer" for, hvordan jeres familie har det. Det reagerer ofte omgående på de voksnes skænderier eller anden uro som for eksempel flytning eller en ny søskende. Utryghed vil påvirke søvnen, og jeres barn kan have ekstra brug for jeres opmærksomhed i dagtimerne for at få det bedre.

Hvor meget skal mit barn sove i 3-6 års-alderen?

Når jeres barn er mellem 3-6 år, har det brug for at sove 10-12 timer pr. nat.

Nogle 3-6 årige børn kan stadig have brug for en middaglur. Især hvis jeres barn lige er begyndt i børnehave eller har flyttet insttution.

For lidt søvn

Utilstrækkelig søvn kan medføre træthed, irritabilitet, dårligt humør, koncentrationsbesvær og nedsat indlæring. At sove for lidt er associeret med øget risiko for blandt andet overvægt.

Sove i samme seng

Hvis jeres barn sover sammen med jer i jeres seng, så lad det sove mellem den ene forældre og barnets egen seng - uden risiko for at kunne falde ned mellem de to senge. Sengen skal være tilstrækkelig bred, så jeres barn har lige så meget plads at sove på, som hvis det lå i sin egen seng. Så risikerer I ikke, at jeres barn bliver klemt af jer under søvnen.
Madrasserne skal være faste og tætliggende; det er bedst med en stor madras. Større søskende og kæledyr skal ikke sove sammen med jeres helt lille barn. Jeres barn må heller ikke sove i en vandseng, da det ikke selv kan vende sig.

(Kilde: Sundhedsstyrelsen - Sunde børn - Til forældre med børn i alderen 0-3 år (2015) og Vejledning om forebyggende sundhedsydelser til børn og unge)

Putteritualer

Gode putteritualer er en god hjælp, når man skal lære det lille barn at falde i søvn og sove selv.

Putteritualer
1-6 år - Daginstitution og hjemme