Ammestillinger

Ingen ammestillinger er mere rigtige end andre. De første måneder efter fødslen bruger mor mange timer om dagen på at amme. Derfor er det vigtigt at finde nogle stillinger, der passer til både mor og barn.

Det kan være svært at finde en behagelig ammestilling og nogle gange skal du måske prøve flere stillinger, før du har fundet den eller de ammestillinger, der passer dig og dit barn bedst. Det er vigtigt, at du sidder/ligger behageligt samtidigt med, at dit barn bliver støttet, så det let kan nå brystet. Forskellige ammestillinger giver dit barn mulighed for at tømme forskellige områder af brystet.
(Kilde: Sundhedsstyrelsen; Amning en håndbog for sundhedspersonale. 2013)

Herunder har vi vist fem af de mest almindelige ammestillinger, måske er der en eller flere af dem, som du kan bruge.

Den klassiske ammstilling

Den klassiske ammestilling kan du bruge overalt. Barnets hoved og skuldre hviler på din underarm og kropen støttes. Dit barn skal kunne bevæge sig. Hvis dit barn føler sig holdt fast, er der risiko for, at dit barn trækker/skubber sig væk fra brystet.

Når dit barn bliver ammet i denne stilling, tømmer det de mælkekirtler, der ligger fra brystvorten og ind mod det andet bryst.

 

 

 

 

Barnet ligger på tværs henover din mave og hovedet hviler på din underarm.

 

Krydsstillingen

Krydsstilling er, hvor du støtter barnets krop og hoved. Stillingen er især god til børn, der er født for tidligt, men kan bruges uanset barnets alder. Ved denne stilling kan du let komme til at presse barnets hoved ind mod brystet. Barnet skal ligge behageligt og lige ud for brystet.

Når dit barn bliver ammet i denne stilling, tømmer det de mælkekirtler, der ligger fra brystvorten og ind mod det andet bryst.

 

 

 

Barnet ligger på tværs hen over din mave. Hovedet hviler i din hånd.

 

Tvillingestillingen

Denne stilling er, som navnet siger, velegnet til, hvis du skal amme tvillinger.

Tvillingestillingen er også god, hvis du kun skal ammet ét barn.

Når dit barn bliver ammet i tvillingestilling, vil det tømme de mælkekirtler, der ligger fra brystvorten og op mod armhulen.

 

 

 

 

Dit barns krop og ben ligger bagud under din arm. Du støtter dit barns hoved i din hånd.

 

Tilbagelænet ammestilling

Du ligger tilbagelænet og afslappet, med kroppen godt støttet af puder. Dit barn ligger på maven mod din mave. Dit barn kan ligge på tværs, på langs eller på skrå.

Tilbagelænet amning stimulerer de reflekser hos dit barn, der får det til at tage godt fat om dit bryst. Ammestillingen er rigtig god i forhold til at mindske smerte ved amning.

Du ligger tilbagelænet og dit barns fodsåler har ved "stående amning" fast underlag. Det understøtter de neonatale reflekser.

 

Liggende ammestilling

Den liggende ammestilling giver dig mulighed for at hvile, mens du ammer. Denne ammestilling aflaster, hvis du er blevet syet i mellemkødet efter fødslen.

Du skal dog være opmærksom på ikke at falde i søvn, mens du ammer. Hvis dit barn falder i søvn, mens det ligger på siden, øges risikoen for vuggedød. Hvis du selv sover, har du ikke mulighed for at holde øje med dit barn. Læs mere om vuggedød her.

Når du ligger ned og ammer, er det vigtigt, at du er afslappet og ligger behageligt. Du kan søtte dit barn med din øverste arm.

 

 

Dit barn ligger på siden med ansigtet ind mod dit nederste bryst. Dit barn skal ligge med mund og næse ud for brystet og så tæt på, at det ikke skal anstrænge sig for at få fat i brystvorten.

Amning