Amning - For lidt mælk

Usikkerhed om, hvorvidt barnet får mælk nok, er en af de væsentligste årsager til, at mødre holder op med at amme. Tvivlen kan opstå, hvis dit barn vågner op og græder eller skriger og vil ammes og ammes.

Sørg for, at dit barn har godt fat om brystet, slap af, så meget du kan og sørg for, at du ligger og sidder godt, når du ammer. Lad dit barn die, så længe det vil, af det enkelte bryst. Så får det nemlig også den fede mælk, som er inderst i brystet og kommer til sidst. Det er den, der mætter og giver mange kalorier til barnet. Når dit barn ikke vil have mere af det ene bryst, så giv fra det andet. du kan godt skifte tilbage til det første bryst igen, når barnet er blevet træt af det andet bryst.

 

Din mælkeproduktion er størst under og lige efter, at dit barn har diet hos dig. Jo mere dit barn dier hos dig, des mere mælk laver dine bryster. Din mælkemængde kan være nedsat, hvis du er stresset og overtræt, men mælken forsvinder aldrig pludseligt. Hvis der er "mælkestop", er der tale om, at nedløbsrefleksen er blokeret. Så skal du slappe af eller eventuelt ordne det, som stresser eller irriterer dig, hvis du kan. Det kan måske hjælpe at slukke for mobiltelefonen, computeren og alle andre ting, som måske forstyrrer.

 

Har dit barn behov for mere mælk, så skal du være glad, hvis det gerne vil ammes om natten. Så udskiller du nemlig mere af et hormon, som forøger din mælkemængde også om dagen. Husk så at sove en time eller to om dagen; for du bliver selvfølgelig træt, når du bliver vækket om natten af din baby, der er sulten.

 

Har du behov for at snakke med en, som ved noget om amning, kan du eventuelt snakke med én, som, du synes, har været god til at amme sit barn. Eller du kan kontakte din sundhedsplejerske, eller ringe til en ammerådgiver.

Kilde: sundhedsplejersken.dk

Selvbetjening

Betjen dig selv på nettet

Overskrift

Amning