Problemer med amningen

Nogle kvinder får så store problemer med at få amningen til at fungere, at modermælkserstatning og sutteflaske er den bedste løsning for både mor og barn.

Skulle det ske for dig, at du ikke kan få amningen til at fungere, skal du tænke, at du ikke er en dårligere mor, fordi du kun ammer i kort tid eller slet ikke. Amning er ikke af gørende for, om du bliver en god og kærlig mor for dit barn. Du kan sagtens få den samme nærhed og ømhed mellem dig og dit barn, når du giver sutteflaske. Det, der er vigtigt, er, om I har øjenkontakt, mens dit barn får mælk.

En god mor er én, der kan træffe gode valg for sig selv og sin familie.

Hvis amningen overskygger det hele

Hvis problemerne med amningen bliver for store og overskygger alt andet i hverdagen, kan det være den bedste løsning at stoppe med at amme.

Hvis du har problemer med at få amningen til at fungere, kan du kontakte din sundhedsplejerske eller en af vores ammerådgivere. De vil hjælpe og rådgive dig.

Amning