Stengård Skole

”Vi arbejder anderledes i skoven, fordi vi ikke gør det på samme måde som i klassen. Vi kan jo ikke måle træer i klassen, men det kan vi i skoven, hvor vi måler højde, afstande og rundt om træerne. ”

1.årgang på Stengård Skole indtager skoven.

 ”Det er gode ture, hvor vi får lov til at lege og bygge forskellige ting i skoven. Vi bygger broer, når der er meget vand, så vi kan komme over til den anden side uden at blive våde. Vi bygger også huler vi kan være i, når vi spiser og hygger med de andre.”

”Vi arbejder anderledes i skoven, fordi vi ikke gør det på samme måde som i klassen. Vi kan jo ikke måle træer i klassen, men det kan vi i skoven, hvor vi måler højde, afstande og rundt om træerne. ”

Fortalt af Arthur fra 1.A

 

”Det skal være lærerigt og spændende at gå i skole”. Så enkelt kan det siges, men hvordan gør man så? Mulighederne er mange, men på Stengård skole valgte vi på 1. årgang, som en del af et større projekt, at indføre en fast ugentlig turdag, hvor formålet er at omsætte teori til praksis, så eleverne får en klar forståelse af, hvad det lærte kan anvendes til og ikke mindst hvordan.

Vi havde fra starten en aftale om, at vores andet læringsmiljø skulle skabes i skoven. Vi kontaktede Skov- og Naturstyrelsen, der var yderst hjælpsomme. Efter en enkelt mail fik vi en skriftlig aftale om, hvad vi må og ikke må i skoven. Nu var det så kun et spørgsmål om at ”finde på” emner der kunne passe ind i konceptet. Mulighederne var mange, men de ti vi valgte er:

  • Bålværksted - natur og teknik
  • Huleværksted - natur og teknik samt matematik
  • Balanceværksted - bevægelse
  • Snitteværksted - socialt
  • Matematikværksted - matematik
  • Svævebaneværksted - natur og teknik
  • Maleværksted - billedkunst
  • Forhindringsbaneværksted - bevægelse
  • Spilleværksted - socialt samt matematik
  • Knob og stikværksted - natur og teknik

Resultatet blev nærmest som en smoothie. Ti forskellige ingredienser, der tilsammen smager godt og giver eleverne lyst til mere. Det er i hvert fald sådan vi voksne oplever det, for hver eneste onsdag møder alle eleverne op med smil på læberne, turtaske, madpakke med lækkerier og små beskeder fra forældrene og klar til at tage af sted, så snart den obligatoriske morgenlæsning er overstået.

I praksis etableres der tre forskellige værksteder hver onsdag samt et obligatorisk værksted. Værkstederne er relateret til de faglige områder der er arbejdet med på skolen i ugens løb. Det obligatoriske værksted er bålværkstedet, der anvendes som samlingspunkt, når der gives fælles beskeder og tørreplads, når der er våde sokker. Hvert værksted har en voksen tilknyttet som ansvarlig og praktisk hjælper.
 

Matematik i skoven er nærmest en gave. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad der er mulig og ikke mulig. Kogler kan erstatte centicubes. Samles i bunker med aftalt antal, så der kan arbejdes med tabeller og mængder. Hvem har samlet flest og mindst? Ja, mulighederne er stort set ubegrænsede. Det er kun et spørgsmål om at kaste sig ud i det og prøve det af.

Nu er det hele jo ikke centreret om faglighed, der er også et socialt aspekt. En af de mange positive oplevelser vi har fået er, at der stort set ikke er konflikter mellem eleverne, når vi arbejder i skoven. Alle kan byde ind med det de er gode til, og de gør det. Det er en kæmpe bonus vi ikke havde set komme, men en bonus vi anvender i hverdagen, når vi er på skolen.

Hvad med forældrene og ledelsen, vil mange sikkert spørge. Vi har i teamet valgt at inddrage ledelsen og forældrene fra starten af skoleåret, og vi har kun mødt positivitet. En positivitet, der kun er blevet større og større efterhånden, som den ene onsdag har taget den anden. Så fra både ledelsens og forældrenes side oplever vi fuld opbakning.
Det var lidt om vores ture i skoven. Herfra kan vi kun anbefale alle, at springe ud i det. Der kan kun komme noget godt ud af det, så prøv det.

Fantastisk, hvordan læring integreres så fint i legene og mødet med naturen

Forældreudtalelse 1, Merete McCarthy, mor til Alex 1.A:

Røde kinder, spændende fortællinger om en begivenhedsrig dag og en dreng, der sover ualmindeligt godt om natten – det er det, vi som forældre oplever, hver gang klassen har været i skoven.

Første gang vi blev præsenteret for planerne om at klassen skulle i skoven en gang om ugen, tænkte vi, at det lød fantastisk, men også at det nok var urealistisk, at det ligefrem blev hver uge de kom af sted – men vi tog fejl! Hver eneste uge uanset vind og vejr drager de dedikerede lærere og pædagoger af sted til skoven, og de glade elever følger trop. 
Det er ikke så lidt børnene får nået på skovdagene. De bygger huler i træerne, leger sjove lege, snitter pinde, fælder store grantræer etc. Og lige så elegant kobles masser af læring på oplevelserne. Forleden fortalte vores dreng Alex os, at de nu havde lært at måle omkredse på træer, og hvordan man måler højden på et træ ved at holde en blyant op imod det, og han spurgte mig så, om jeg ikke lige kunne stikke ham en blyant, for så kunne han jo lige måle, om naboens træ ville ramme vores skur, hvis det skulle vælte en dag. Fantastisk, hvordan læring integreres så fint i legene og mødet med naturen.

Der sker altid et eller andet sjovt eller anderledes på turen – det er med ivrige armbevægelser, at Alex fortæller om skovdagene, og næsten hver gang bryder han ud i kåd latter, når han endnu engang fortæller om en klassekammerat, der pludselig trådte ved siden af ned i en sump og redede sig selv en våd sok…. Og så får vi os alle sammen et lille grin herhjemme.

Som forældre er vi utrolig glade for, at vores børn går i en klasse, hvor lærer-/pædagogteamet er så engagerede og får vores børn med ud i den friske luft på denne måde. Vi er glade over, at vores børn oplever, at læring ikke kun er noget, der foregår på stolen i de vante klasselokaler, men ligeså godt kan foregå ude de fantastiske naturområder, vi har her i lokalområdet.

Forældreudtalelse 2, Rikke Simonsen, mor til Marcus i 1. A på Stengård skole:

Det er onsdag aften, og vaskemaskinen kører igen – naturligvis. Onsdag er nemlig den ugedag, hvor min yngste søn Marcus er på skovtur som en del af klassen faste skoleskema. Og det er så også den dag på ugen, hvor han med garanti er beskidt fra top til tå …bogstaveligt talt.

Det er også en meget glad og træt dreng, som kommer os i møde, når jeg henter ham i SFO’en lidt senere på dagen. Marcus er en forholdsvis spinkel og kuldskær dreng, der normalt ikke efterspørger de vilde udendørs aktiviteter i vintermånederne. Men om onsdagene forholder det sig helt anderledes. Det lyser ud af ham, hvor meget han glæder sig til at komme ud i skoven og arbejde videre på de projekter, der blev igangsat i ugen forinden. Og han skal også lige sikre sig, at han har alle de nødvendige ting med, inden han går hjemmefra: varmt tøj, 10-frugt, madpakke, drikkedunk og så hans lille termokande med varmt vand samt suppepulver.

Som forælder til et barn i denne klasse kan man kun føle sig utroligt privilegeret. Og det er fordi, at børnene hele tiden er omgivet af nogle utroligt engagerede voksne, der grundlæggende ’bare’ vil det bedste for ens barn. Her har vi ikke at gøre med nogle voksne, som blot udfører deres arbejde. Men vi har lærere og pædagoger, der yder en ekstraordinær indsats, som smitter af på børnene – og i sidste ende også os forældre. Dette kan kun lade sig gøre ved, at der er skabt et stærkt samarbejde indbyrdes i voksen-teamet, at der er tillid mellem voksen-teamet og os forældre, men især at der er skabt en stærk tillid mellem voksen-teamet og børnene.

Ved at flytte undervisningen ud i de mere frie rammer, har børnene fået overdraget et ansvar. Ansvar for hinanden som en stor samlet gruppe og ansvar for sine kammerater i éns nære gruppe. Men også ansvar for sig selv, at man ikke fjoller for meget og dermed kan være til fare for andre og sig selv. Og det er bestemt godt for en distræt lille dreng på næsten otte år i en travl hverdag.

Disse faste skovture gør det også nemmere at arbejde med forskellige indlæringsmåder. Fx ved Marcus nu, at ti skridt svarer til syv meter. Det er en viden, som jeg ved at han kan omsætte i mange andre situationer – og jeg er ikke sikker på, at det nødvendigvis er en viden, han ville have opnået ved normal klasseundervisning. Så må vi se, om voksen-teamet kan få lært Marcus, at denne observation ikke nødvendigvis holder hele livet – forhåbentligt bliver hans ben længere med tiden. Men jeg sætter min tillid til lærerne og pædagogerne, også hvad angår dette.

…Hvor heldig har man lige lov til at være som barn – og forælder!

Godt igang med skolereformen