Læringsmål

Mange unge tror at 'de andre' har røget cigaretter, prøvet at drikke, har haft sex på trods af at dette overhovedet ikke er normalt så tidligt - og forestillingen om hvad andre gør, kan få dem til selv at prøve det af.

Vi har alle et behov for at høre til i fællesskaber. Det betyder at vi både bevidst og ubevidst er villige til at gøre meget for at tilpasse os en norm. Især børn og unge, der er i en periode af deres liv, hvor de er ved at skabe en identitet og forstå en ændret rolle mellem dem selv og deres relationer, føler at det er vigtigt at blive anerkendt i den nære gruppe. Deres forestillinger om hvordan andre opfører sig får derfor betydning for, hvordan de selv opfører sig - også selvom deres opfattelse af hvad andre gør eller hvad andre har prøvet, ikke altid er korrekt.

På mellemtrinnet skal eleverne derfor arbejde med social pejling og overdrivelser der er relateret til ungdomslivet. Dette skal bidrage til at give de unge en oplevelse af, at de ikke er alene med nogle af deres udfordringer, og give dem en forståelse af hvorfor og hvordan overdrivelser opstår og vedligeholdes.

Målet med undervisningen på mellemtrinnet er, at eleverne har en forståelse for hvordan overdrivelser kan opstå og at de har en opmærksomhed på at der ofte opstår overdrivelser knyttet til risikoadfærd.

Da alle klasser er forskellige, kan det være nødvendigt at tilpasse og prioritere indsatsen, af hensyn til elevernes udbytte. Læringsmålene herunder er derfor målrettet underviserne der er ansvarlige for at omsætte dem på en måde, så de bliver tilgængelige for eleverne.

Læringsmål for mellemtrinnet

  • Eleverne skal udvikle en viden om overdrivelser og misforståelser, om hvorfor og hvordan de kan opstå og om hvordan det kan påvirke unge og andre, hvis de har en overdrevet forståelse af risikoadfærds udbredelse.
  • Eleverne skal, med inddragelse af eksempler fra deres egen virkelighed, kunne samtale om hvordan overdrivelser opstår, og hvad de selv kan gøre for at forhindre det både som enkeltpersoner og som en del af en gruppe.
  • Eleverne skal kunne reflektere over hvordan og hvorfor unge fremstiller sig selv på bestemte måder - særligt med fokus på risikoadfærd i ungdomslivet.

Mellemtrin: 4.-6. klasse