Sprog- og Bevægelsescentret

Gruppeundervisning for småbørn med tale- og sprogvanskeligheder og skolebørn der stammer.

Hvis dit barn har brug for mere intensiv undervisning, end det, den lokale tale- og hørelærer kan tilbyde, er der på baggrund af tale- og hørelærerens vurdering mulighed for, at dit barn kan visiteres til en plads i Sprog- og Bevægelsecentrets gruppetilbud. Børnene visiteres for et halvt år ad gangen.

Fonologigruppe

Målgruppen er børn i alderen 4 til 6 år med specifikke tale- og sprogvanskeligheder. Tilbuddet retter sig mod børn med udtalevanskeligheder.

Indhold
Et undervisnings- og vejledningsforløb til støtte for barnets udvikling af sproglig opmærksomhed, især på det lydlige område.

Undervisningen varetages af tale- og hørelærere. Der er tilknyttet fysioterapeut.

Tilbuddet er sammensat af observation, testning, undervisning, rådgivning og vejledning af forældre og pædagoger samt skriftlig rapportering. Der bliver undervist én dag ugentligt á 4 timer.

 

Dysfasigruppe

Målgruppen er børn i alderen 4-6-år med specifikke tale- og sprogvanskeligheder.

Tilbuddet retter sig mod børn, der har svært ved at forstå sproget og udtrykke sig sprogligt (svær impressiv og ekspressiv dysfasi).

Indhold
Tværfagligt undervisnings- og vejledningstilbud til støtte for barnets sproglige og kommunikative udvikling. Undervisningen varetages af to tale- og hørelærere og en fysioterapeut. Der er tilknyttet psykolog. Tilrettelæggelse og evaluering af undervisningen foregår i tæt tværfagligt samarbejde.

Tilbuddet er sammensat af et tværfagligt observationsforløb, testning, undervisning i gruppe, eneundervisning, rådgivning, vejledning til forældre og pædagoger samt skriftlig rapportering. Alt efter
børnenes vanskeligheder bliver der undervist 2 eller 3 dage om ugen á 4 timer.

 

Sproggruppe

Målgruppen er børn i alderen 4-6 år med sammensatte vanskeligheder, hvor de sproglige vanskeligheder er de primære.

Indhold
Tværfagligt undervisnings- og vejledningsforløb til støtte for barnets sproglige og kommunikative udvikling.

Undervisning og sprogstimulering varetages af støttepædagoger, tale- og hørelærer og fysioterapeut. Der er tilknyttet psykolog. Tilrettelæggelse og evaluering af undervisning og sprogstimulering foregår
i tæt tværfagligt samarbejde.

Tilbuddet er sammensat af et tværfagligt observationsforløb, testning, undervisning i gruppe, eneundervisning, rådgivning og vejledning til forældre og pædagoger samt skriftlig rapportering. Børnene
bliver undervist 3 dage om ugen á 4 timer.

 

Stammegrupper

Stammegruppe for småbørn

Målgruppen er børn i alderen 4 til 6 år, der stammer.

Indhold
Tværfagligt undervisnings- og vejledningsforløb, som har til formål at fremme talelyst og ubesværet stammen samt modvirke negativ udvikling af stammen.

Undervisningen varetages af to tale- og hørelærere. Der er tilknyttet fysioterapeut.

Tilrettelæggelse og evaluering af undervisningen foregår i tæt tværfagligt samarbejde. Børnene bliver undervist én dag ugentligt ca. 8 gange i alt. Forældrene undervises primært på kurser. Desuden
arrangeres kursus for pædagoger.

Der kan etableres gruppetilbud for yngre børn med stammen, der primært retter sig mod forældre og pædagoger.

Stammegruppe for skolebørn

Der tilbydes også stammeforløb for skolebørn, henvend dig til tale- og hørerlæreren på dit barns skole.

Tilbud til børn med tale/sprogvanskeligheder