Sanktioner

Du skal leve op til de krav, som jobcenteret stiller til dig, mens du modtager offentlige ydelser. Hvis du ikke gør, kan jobcenteret give dig en sanktion.

Der er tre typer sanktioner du kan komme ud for hvis du ikke overholder dine aftaler med jobcenteret:

  • En punktsanktion, hvor du bliver trukket i din ydelse for tre dage.
  • En periodesanktion, hvor du bliver trukket i din ydelse for de dage hvor du enten helt eller delvist er udeblevet fra dine aftaler
  • En skærpet sanktion, hvor du mister din ydelse i op til tre måneder.

Hjælpen kan kun ophøre, hvis kommunen samtidig sikrer, at der er et åbent tilbud, som du kan tage imod og dermed opfylde din pligt til at udnytte dine arbejdsmuligheder. Du vil derfor modtage et tilbud, samtaler eller daglig pligt til at møde frem i jobcentret. Du har ret til at få udbetalt ydelser for de dage, du deltager i tilbud, møder frem til samtaler m.v.

Kommunen vil give dig en sanktion, hvis du uden rimelig grund:

  • Udebliver fra et aktiveringstilbud eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning,
  • Udebliver fra en jobsamtale eller en individuel samtale, herunder en samtale som led i en sygeopfølgning, eller en rådighedsvurdering i jobcentret
  • Undlader at tilmelde dig som arbejdssøgende i jobcentret eller lægge dit cv ind i Jobnet
  • Undlader at tjekke dine jobforslag på Jobnet og dermed bekræfte, at du er jobsøgende, og som følge heraf er blevet afmeldt som jobsøgende.

Kommunen kan nedsætte din kontanthjælp, hvis du uden rimelig grund:

  • Ophører med et arbejde
  • Afviser tilbud om arbejde
  • Undlader at give jobcentret eller din arbejdsgiver besked om, at du er syg
  • Undlader efter krav fra jobcentret at søge konkrete job
  • Undlader at overholde aftaler om jobsøgning
  • Undlader at registrere dine jobsøgningsaktiviteter i jobloggen på Jobnet inden for den frist, som kommunen har fastsat.

Du kan følge linkene nederst på siden for at læse mere om hvor meget du kan blive trukket.

Kontant- og uddannelseshjælp