Fleksibel udlejning

Gladsaxe Kommune har indgået særlige aftaler, kaldet fleksibel udlejning, med nogle af boligorganisationerne. Aftalerne betyder, at de skal udleje dele af eller alle de ledige boliger ud fra andre kriterier end ventelisten. Formålet med den fleksible udlejning er skabe en bedre social balance i boligområderne.

Fleksibel udlejningsventeliste i Høje Gladsaxe

Alle boligorganisationerne i Høje Gladsaxe udlejer boliger efter en fleksibel venteliste. Du kan komme i betragtning til en bolig, hvis du lever op til ét af nedenstående krav.

Hvis du er i arbejde

  • Er du enlig, skal du have fuldtidsarbejde (37 timer om ugen).
  • Er I et par skal én af jer have fuldtidsarbejde (37 timer om ugen) eller I skal hver især arbejde minimum 25 timer om ugen.

Du skal have haft dit arbejde i minimum 4 måneder før du kan få tilbudt en lejlighed. Er du nyuddannet kan boligorganisationen undtage fra kravet om 4 måneders arbejde.
 
Arbejder du indenfor et overenskomstområde, hvor timetallet er lavere end 37 timer, er det overenskomstens timetal, der gælder ved vurderingen af arbejdsmarkedstilknytningen.
 
Som par betragtes ægtefæller, samt personer i papirløse samlivsforhold, hvor I kan dokumentere en varighed af samlivet i minimum 1 år.
 
Boligorganisationerne kræver dokumentation for, at du opfylder kravene eksempelvis ved ansættelseskontrakt, lønsedler, sygesikringsbevis, studiekort og lignende.

Hvis du er studerende

Er du under uddannelse og ikke fyldt 30 år, kan du blive opskrevet på den fleksible venteliste. Du skal opfylde følgende krav:

  • Du studerer ved en SU-berettiget uddannelse eller har en uddannelsesaftale (lærekontrakt),
  • Du må ikke være fyldt 30 år,

 
Hvis du er studerende, og dine forældre bor i Høje Gladsaxe, har du fortrinsret for andre studerende. Dette gælder kun, hvis du flytter direkte fra dine forældres lejlighed til egen lejlighed.

Boligorganisationerne kræver dokumentation for, at du opfylder kravene eksempelvis ved ansættelseskontrakt, lønsedler, sygesikringsbevis, studiekort og lignende.

Hvis du er senior

Er du eller ét af husstandens medlemmer fyldt 55 år, og har husstanden hidtil boet i Gladsaxe Kommune, kan du/I skrives op på den fleksible venteliste.
 
Boligorganisationerne kræver dokumentation for, at du opfylder kravene eksempelvis ved ansættelseskontrakt, lønsedler, sygesikringsbevis, studiekort og lignende.

Hvor skriver jeg mig op til en bolig i Høje Gladsaxe?

Alle boligorganisationerne i Høje Gladsaxe er tilknyttet aftalen – find mere information om boligorganisationerne på listen i bunden af siden.

Fleksibel udlejningsventeliste i Værebro Park

Hvis du er i arbejde

1. Du skal have været i job med en anciennitet på minimum 6 måneder.

  • Du vil kunne få dispensation fra dette krav, hvis du kommer fra en anden landsdel end Sjælland, eller er nyuddannet, der er startet på arbejdsmarkedet i umiddelbar forlængelse af uddannelsen. Tidsbegrænsede ansættelser accepteres i udgangspunkt ikke. Der er mulighed for at søge om dispensation fra dette krav.

2. Der prioriteres efter hvor meget du tjener, som enlig eller par.

  • Du skal som enlig i arbejde, have en minimumsindkomst på 200 000 kr. om året for at kunne blive skrevet op på den fleksible venteliste.
  • Hvis du tjener mere end 250 000 kr. om året prioriteres du over dem der tjener mindre end 250 000 kr om året.
  • Hvis du tjener mere end 300 000 kr. om året så prioriteres du over dem der tjener mindre end 300 000 kr.
  • Hvis I er et par, så er indtægtsgrænserne henholdsvis 400 000 kr., 450 000 kr., og 500 000 kr. om året.
  • Ansatte i Gladsaxe prioriteres frem for ansatte i omegnskommunerne.
  • Husstande med børn, som opfylder kriterierne, har fortrinsret.

Dokumentation for indtægt og beskæftigelse skal afleveres, i form af ansættelsesaftale og tre
lønsedler.

Du er studerende

Hvis du er ung og under uddannelse har du mulighed for at komme på den fleksible venteliste til en 1 eller 2 værelses bolig.
 
Du skal kunne opfylde følgende kriterier:

  1. Du er under uddannelse, og haft folkeregisteradresse i Gladsaxe kommune i mindst ½ år (evt. hos forældre)
  2. Du studerende på en videregående uddannelse i området.

Dokumentation for læreplads, studieoptagelse og -aktivitet skal afleveres samt evt. for
registrering i Gladsaxe Kommune i mindst et halvt år.
 
Som unge betragtes ansøgere til og med det fyldte 29 år.

Hvis du er senior

Hvis du er over 55 år og ønsker at flytte til en passende bolig, har du mulighed for at komme på den fleksible venteliste til en 2 eller 3 værelses bolig.
 
Du kan komme i betragtning hvis du opfylder følgende krav:

  1. Du ønsker at flytte til passende bolig, og afgiver anden bolig i Gladsaxe Kommune.

Dokumentation for afgivelse af bolig i Gladsaxe Kommune skal afleveres.

Hvor skriver jeg mig op til en bolig i Værebro Park?

Du kan få mere at vide om hvordan du skriver dig op ved at henvende dig til DAB.
 

Bolig