Overvejer du at stoppe på en uddannelse?

Går du på en ungdomsuddannelse, og overvejer du at droppe ud, er det altid en god idé at kontakte studievejlederne på skolen, eller en af de UU-Vejledere der sidder i Ungeenheden.

Overvejer du at droppe ud af din uddannelse, eller at vælge en anden studieretning?

Studietvivl

Som studerende kan du i perioder af din studietid opleve, at du kommer i tvivl, om du nu har valgt den rette uddannelse, om du nu kan klare eksamen, om du nu er god nok etc.

Dette er helt almindeligt og kan have mange forskellige årsager. I mange tilfælde er der tale om en forbigående manglende interesse eller motivation. Ikke-studie relaterede problemer, med f.eks. økonomi, bolig eller personlige relationer, kan også påvirke din motivation og lyst til at studere.

Men studietvivl kan også være et udtryk for, at du er...

  • kørt fast i studiet?
  • kørt fast i lektier?
  • har eksamensangst?
  • har mindreværdsfølelse?
  • er angst for ansvar? 

 

Overvej hvorfor du er i tvivl

Studietvivl kan være anledningen til, at du tager hele din situation op til overvejelse og enten bliver bestyrket i, at dit nuværende studie ikke er det rette for dig, eller at du vælger at få løst de problemer, der kan ligge bag ved din studietvivl. 

 

Søg informationer

Når du har overvejet, hvorfor du er i tvivl, vil det næste skridt være at opsøge informationer om dine muligheder. Det kan være information om en evt. anden uddannelse, om mulighederne for at søge orlov og om konsekvenserne for din økonomi og boligsituation af at søge orlov, skifte studie eller helt stoppe med dine studier.

 

Få vejledning

Du kan få generel studievejledning om dine muligheder for bl.a. studieskift, studiestop og orlov hos de vejlederne der er ansat på din skole. De vil i mange tilfælde kunne hjælpe dig med at træffe den rigtige beslutning.

Hvis du helt sikkert vil stoppe eller måske allerede er stoppet på en ungdomsuddannelse, kan du kontakte en UU-vejleder i Ungeenheden. På baggrund af din uddannelse og seneste uddannelsesforløb, vil i se på hvilke nye muligheder der byder sig, og du kan evt. få vejledning i at søge anden hjælp og støtte gennem Ungeenheden.

Uddannelse