Gladsaxefortet

På Gladsaxefortet bor Hjemmeværnet, der blandt andet er med til at lave en stor begivenhed på Gladsaxefortet, når Befæstningsdagen fejres sidste søndag i september. Begivenheden er gratis og åben for alle.

Gladsaxefortet er bygget i 1892-93. Fortet var i brug indtil 1920, hvor hele befæstningen rundt om København blev nedlagt. I en årrække var der et bryggeri, der benyttede bygningerne og der blev brygget Fort øl. I 1971 købte Gladsaxe Kommune fortet, og gennemførte en længerevarende restaurering. Siden 1984 har det været udlejet til hjemmeværnet. Fortet er fredet som historisk mindesmærke efter Museumsloven.

Billeder fra Befæstningsdagen 2016 kan ses her.

 

Det grønne område

Gladsaxefortet er jf. Lokalplan 70 ”Ved Fortet, Kagså Kvarter” udlagt til fritidsområde og grønt område. Området er 2,5 ha stort og består af kasematbygningen, kaponieren, fortlegemet og resterne af voldanlægget og tørgraven samt den omgivende park.

Området består af større og mindre åbne græsarealer omgivet af kratagtig bevoksning med større træer. Bevoksningen langs områdets kanter danner en god ramme mod motorvejene mod vest og nordøst og mod parcelhusene mod syd. På voldene mod vest og nord er der ligeledes kratagtig bevoksning. Oprindelig var disse bevokset med græs.

Fortets konstruktion

Gladsaxefortet er i sin grundstruktur trekantet, ligesom de fleste af forterne i Københavns Befæstning som fx Bagsværdfortet. Det er omkranset af en tørgrav og en to meter høj betonmur oven på hvilken, der oprindeligt var placeret et stormgitter. Selve fortbygningen er opført i to etager af beton. Nederste etage indeholdt mandskabsrum, magasiner, køkken m.v. Fortet var udstyret med seks tårne på fortdækket.

Gladsaxefortets venner

Gladsaxefortets venner er en forening stiftet i 2013 som et samarbejde mellem Hjemmeværnskompagni Hjortespring og Dansk Militærhistorisk Selskab.

Foreningen har til formål at skabe en visualisering og rekonstruering af tiden omkring 1. Verdenskrig, samt medvirke til at skabe forståelse for Hjemmeværnets virke i Gladsaxe Kommune. Dette gøres ved deltagelse i den årlige befæstningsdag sidste søndag i september, samt ved deltagelse i andre arrangementer, som eksempelvis Gladsaxedagen.

Foreningens aktiviteter foregår primært i samarbejde med medlemmer fra Hjemmeværnet ved Gladsaxefortet og Dansk Militærhistorisk Selskab - Nordfrontens 1914-gruppe - Gladsaxefortet.

Selvbetjening

Betjen dig selv på nettet

Københavns Befæstning i Gladsaxe