Aldershvile Slotspark

Historie

Aldershvile slotspark har været offentlig park siden 1927. Oprindeligt blev slotsparken anlagt i 1780 i romantisk eller landskabelig havestil, med forbillede i det engelske landskabsmaleri fra midten af 1700-tallet. Slottet blev bygget i 1782 af Theodor Holmskjold. Slottet var beboet af Angelica Ewans, kaldet grevinden af Bagsværd, da det nedbrændte i 1909. I 1973-1976 blev ruinerne sat i stand og fredet som fortidsminde. Dele af  Aldershvile Slotspark er nu beskyttet efter naturbeskyttelsesloven, og slotsruinen er fredet som fortidsminde.

Natur

Området har både en større park med græsarealer med store træer og naturområder med løvskov, der krydses af ældre drænkanaler. Langs Bagsværd Sø findes et skovområde med fredskovspligt. På plænen i slotsparken, under nogle gamle bøgetræer er et overdrevsområde på sur bund. Denne naturtype er udpeget af EU som særligt bevaringsværdigt. På overdrevet i Aldershvile Slotspark kan du finde arterne hedelyng og dværg-perikon som er sjældne arter på sjælland. Her kan du også finde tormentil, liden klokke, læge-ærenpris og pille-star, som alle er arter der er typiske for det sure overdrev, hvor jordbunden har en lav pH-værdi.


Aktiviteter i området omkring Aldershvile Slotspark

  • Baadfarten Fra maj til september sejler Baadfarten i rutefart mellem Lyngby og Bagsværd på Bagsværd Sø. Baadfarten har anløbssteder ved Nybro Kro, Sophienholm, Bagsværdvej 194, Aldershvile Slotspavillon og Regatta Pavillonen.
  • Kanoudlejning Fra Bagsværd Sø kan man ro på Mølleå-systemet hele vejen til Øresund. Det er muligt at leje kanoer og robåde flere steder omkring søen, f.eks. ved ishuset på Nybrovej.
  • Fiskeri Det er tilladt at fiske med medegrej og kastegrej i Bagsværd Sø i perioden 1. november til 1. april.

Naturvideo fra Grønt Idecenter

Natur beskrivelser