Afgørelser efter Miljøbeskyttelsesloven og Vandforsyningsloven

Nedenfor fremgår de seneste afgørelser.

Ansøgning om miljøgodkendelse af anlæg til sedimentafvanding ved Rostadion

Ved opgradering af Rostadion på Bagsværd Sø skal oppumpet sediment afvandes i et anlæg. Dette anlæg skal miljøgodkendes.

Du kan kommentere ansøgningen indtil tirsdag 7. november 2017. Du har også mulighed for at få tilsendt Miljøafdelingens udkast til afgørelse, når det foreligger. Henvendelse for at få udkastet skal ske senest tirsdag 7. november 2017. Eventuelle kommentarer til udkastet skal tilsendes senest 22. november 2017.

Du kan henvende dig til Miljøafdelingen på e-mail virksomhed@gladsaxe.dk eller telefon 39 57 59 28.

Baggrund

Danmarks Rostadion I/S ønsker at opgradere Bagsværd Rostadion i forbindelse med afholdelse af VM i roning i 2020. Projektet medfører blandt andet drejning og forlængelse af robanerne. For at få en tilstrækkelig dybde i området skal der udgraves fast bund, og for at nå ned til den faste bund skal sedimentet først fjernes.

Sedimentet fjernes ved at suge det op med en mobil pumpe, monteret på en pram, og derefter pumpe det via en slange til et afvandingsanlæg. Afvandingsanlægget placeres på parkeringspladsen i Aldershvile Skov. Etablering af dette afvandingsanlæg kræver en miljøgodkendelse.

Beskrivelse af anlæg

På parkeringspladsen anlægges et ca. 8000 m3 stort bassin af lave jordvolde med en lossepladsmembran under. I bassinet lægges kæmpestore, lange afvandingsposer af filterdug, ca. fire stk. Sediment/vand-blandingen pumpes ind i afvandingsposerne. Sedimentet tilbageholdes, mens søvandet siver ud gennem poserne, opsamles på det laveste sted og pumpes til kloak. For at sikre en tilstrækkelig afvanding og sedimenttilbageholdelse i poserne tilsættes en polymer til indpumpningsslangen, lige inden blandingen ledes til poserne. Polymeren består af overfladeaktive stoffer, der kendes fra sæber, og polymeren får sedimentpartiklerne til at samle sig til større partikler (flokke). Det betyder, at sedimenttilbageholdelsen i poserne bliver bedre, vandet løber hurtigere ud af poserne, og man undgår, at poserne tilstoppes.

Afledning af vandet er aftalt med renseanlægget Mølleåværket (Lyngby-Taarbæk Forsyning). I tilfælde af kraftig regn eller lignende, hvor renseanlægget ikke kan håndtere tilledningen af søvandet, stoppes tilledningen, og oppumpningen venter tilsvarende, til der er plads i anlægget.

Efter ophør reetableres Aldershvileparkeringspladsen til oprindelig tilstand, herunder udbedring af eventuelle kørespor, såning af græs mv.

Støjforhold

Oppumpningen vil ske i dagtimerne mellem kl. 7-16 på hverdage, mens afledning til kloak vil foregå hele døgnet. Der er foretaget en beregning af det forventede støjniveau. Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj forventes overholdt.

Efter oprensningen åbnes poserne og det afvandede sediment, der har konsistens som muld, opgrabbes med gravemaskine til lastbiler og bortkøres til deponi.

Tidsplan

Hele oprensningen forventes at kunne gøres på op til ni uger i perioden oktober-november 2018. Oppumpning og afvanding forventes at tage to uger, bortkørsel af sediment forventes at tage en til to uger.

Baggrund og øvrig lovgivning

I/S Danmarks Rostadion og Børne- og Kulturforvaltningen ønsker en opgradering af Bagsværd Rostadion, så det fremover kan fungere som en national træningsfacilitet i verdensklasse. Samtidig er det hensigten at styrke de naturmæssige og rekreative værdier i området.

Projektet medfører blandt andet drejning og forlængelse af robanerne, afgravning på land i målområdet, fjernelse af slam i målområdet og fjernelse af startanlæg i startområdet. Desuden indgår en omfattende renovering/nybygning af Rostadions bygninger på Skovallèen 40-42.

Byrådet vedtog 10. juni 2015 VVM-redegørelsen for Bagsværd Rostadion. VVM- redegørelsen beskriver de miljømæssige konsekvenser af den ønskede opgradering.

På visse punkter er projektet blevet ændret, og afgørelse om, at ændringerne kan ske uden ny VVM, blev annonceret 3. oktober 2017. VVM-afgørelser kan ses her: http://www.gladsaxe.dk/kommunen/politik/planer-_politikker_og_visioner/byg_og_bolig/byplanlaegning/vvm

Gennemførelse af projektet kræver blandt andet dispensation efter Naturbeskyttelsesloven og fredningskendelser samt tilladelse efter Vandløbsloven og Byggeloven.

Ansøgning

Kontakt

Miljø

Rådhus Alle 7
2860 Søborg
Telefon: 39 57 58 51
miljo@gladsaxe.dk

Åbningstider

Mandag-Fredag: 10.00-14.00

Telefontider

Mandag-Fredag: 9.00-14.00

Miljø og klima