Villaolietanke

En villaolietank er en olietank, der bruges til opvarmning af privat bolig, og som er mindre end 6.000 l.

Din olietank er IKKE LOVLIG, hvis:

  • den er udstyret med et returrør mellem oliefyr og tank (et såkaldt tostrenget system),
  • den er overjordisk og ikke har en overfyldsalarm,
  • den er en kugleformet plasttank af mærket AJVA-PLAST A/S, der har været gravet ned i 20 år eller mere eller har et fabrikationsnummer mellem 1400 og 6800,
  • det fastsatte sløjfningstidspunkt er overskredet, se sløjfning af olietanke
  • Er du i tvivl om din olietank overholder reglerne, så kontakt din servicemontør.


I Miljøstyrelsens pjece Tjek din olietank (Pdf) kan du finde svar på ovenstående problemstillinger.

Forurening fra villaolietanke
Forurening fra olietank

Private ejere af lovlige olietanke under 6000 l er omfattet af en obligatorisk forsikring, der dækker udgifter til en eventuel oprensning af forurening fra tanken.

Det er vigtigt, at du som ejer af en olietank sørger for at din olietank er lovlig. Hvis uheldet er ude, og der sker en lækage, eller der på anden måde sker spild fra olietanken, som forårsager en forurening af jorden, dækker forsikringen som udgangspunkt ikke skaden, hvis det viser sig, at tanken er ulovlig. I så fald bliver det dig, der som ejer af tanken kommer til at hæfte for oprensningen af forureningen. Udgifterne til en sådan oprensning kan i alvorlige tilfælde komme op på over flere millioner kr.

Læs mere om forsikringsordningen på www.topdanmark.dk.

Det typiske forløb i forureningssager med forurening fra en villaolietank
Når du kontakter kommunen og fortæller, at du har set tegn på forurening fra din olietank, vil det typiske forløb herefter være, at vi kommer ud og ser på forureningen, vurderer skadens omfang og kontakter forsikringsselskabet. For så vidt olietanken er lovlig, vil forsikringen dække udgifter til forureningsundersøgelse og afværgeforanstaltninger, hvis det viser sig nødvendigt. Det kan tage adskillige uger før resultaterne af forureningsundersøgelsen foreligger. Disse resultater bruges så til at vurdere hvorvidt, det er nødvendigt at gribe ind overfor forureningen og eventuelle afværgeforanstaltninger skal sættes i gang.

Afværgeforanstaltninger kan være en simpel afgravning af den forurenede jord. I nogle tilfælde kan det være fordelagtigt at tage andre midler i brug, som f.eks. udskiftning af oliepåvirkede bygningsdele, etablering af et ventilationsanlæg i huset eller et beluftet dræn under huset. Tiltagene tilpasses efter situationen, og tidshorisonten for afværgetiltag afhænger af, hvilke tiltag der er sat i gang.

Med hensyn til omfanget af af den obligatoriske forsikring, så dækker denne kun udgifter til sikring mod forurening af grundvand, afdampning eller kontakt med jorden. Der kan efterlades en restforurening, som f.eks. ligger inde under husets fundament, og dermed er svær eller af andre årsager uforholdsmæssig dyr at fjerne. En sådan restforurening vil ikke udgøre nogen risiko for anvendelsen af huset, men kan godt betyde, at grunden kortlægges som forurenet.

Grunden vil blive kortlagt, hvis forureningen er af en udbredelse og styrke der gør, at det er væsentligt at kende til den, f.eks. i forbindelse med fremtidig gravearbejde på grunden.

Kontakt

Miljø

Rådhus Alle 7
2860 Søborg
Telefon: 39 57 58 51
miljo@gladsaxe.dk

Åbningstider

Mandag-Fredag: 10.00-14.00

Telefontider

Mandag-Fredag: 9.00-14.00

Olietanke