Marielyst

Nytænkning i regnvandssamarbejde

Det nye anlæg til regnvandshåndtering i Marielyst er med til at løfte hele Marielyst-kvarteret med grønne regnvandsløsninger. Projektet vil både gøre området mere attraktivt, samtidig med at tiltagene fungerer som skybrudssikring og regnvandsopsamling.

Projektet er blevet til i et samarbejde mellem Gladsaxe Almennyttige Andelsforening (GAA), kommunen og Nordvand, og er et eksempel på, hvordan alle parter kan hente gevinster ved at tænke i nye baner. I stedet for at give sig i kast med en ellers dyr udvidelse af det gamle kloaksystem, har boligforeningen fået en flottere og billigere løsning, og for hele Gladsaxe vil anlægget stadig aflaste det samlede kloaksystem.

Regnvandsløsningerne er tænkt ind i områdets arkitektur, så regnbede og søer supplerer den eksisterende parkbebyggelse fra 1950’erne – eksempelvis som på første billede, hvor den cirkelformede lejlighedsblok og det faste vandspejl er tænkt sammen. De regnvandsopsamlende blomsterbede og andre grønne løsninger indgår på samme måde i områdets arkitektur, og vil - som de vokser til - kun blive kønnere.

Klimatilpasning af Marielyst har til formål at afskære 84 % af alt regnvandet fra tage og faste belægninger på hele området, som svarer til 48.200 m2 befæstet areal (dvs. cirka 40.500 m2) til lokal håndtering og nedsivning på projektområdet.

Anlægget er en del af det samlede klimakvarter i Høje Gladsaxe, som er et af Danmarks største klimatilpasningsprojekter.

Regnvandets vej

1. Vandet fra den øvre del af bebyggelsen løber i græslavninger, og via grøfter samles overløbet langs vejen. Der er overløb til Vandledningsstien fra arealet nord for Søborg Parkallé.

2. Vandet fra Rundgården samles i en hesteskoformet grøft og ledes videre til det store grønne areal mellem rækkehusene.

3. I de private haver bliver regnvandet ledt væk fra bygningen og nedsives i haven. Overskudsvandet opsamles af en fælles rende for enden af haverne og ledes til regnbede.

4. Vandet samles i grøfter, og ledes langs vejen til et stort bassin, hvorfra der er overløb ind til en grøft, som leder ind i det store grønne område mod syd.

5. På den store plæne samles alt det overskydende regnvand, som ikke er nedsivet eller fordampet undervejs, i en større sø, som har ekstra kapacitet til at holde regnvandet tilbage.

 

Klimakvarteret Høje Gladsaxe