7.X fra Skovbrynet Skole vinder Klimamadkampen

'Brændende Klimakærlighed' med rodfrugtmos og kalkunbacon var dommerne, Gorm Wisweh og byrådspolitiker Tom Vang Knudsens (A), foretrukne ret, da skolekonkurrencen Klimamadkampen fredag løb af stablen på Enghavegård Skole.

I den store kantine på Enghavegård Skole kunne kammeraterne følge finale-klassernes strabadser i køkkenet. Foto: Victor Viemose. 

“5, 4, 3...2…1….Begynd!”

I bedste Masterchef-stil bliver finalen i Klimamadkampen skudt i gang med en nedtælling af den ene af turneringens dommer, TV-kokken og pizza-kongen Gorm Wisweh.

Det er fredag eftermiddag, og kantinen på Enghavegård Skole er fyldt til bristepunktet med elever fra Skovbrynet, Grønnemose og Enghavegård, der hepper på deres skolekammerater, der toner frem på fire fladskærme i den store sal.  

De har ét mål: At tilberede den bedste klimavenlige ret for dommerne Gorm Wisweh og Tom Vang Knudsen (A), der er formand for Miljøudvalget i Gladsaxe Kommune.

Én klasse fra hver skole er med i finalen. De deltagende klasser har i ugerne op til finalen udviklet og serveret hver deres klimavenlige ret i kantinen, som de øvrige elever så har kunnet stemme på. Det gav et finalefelt bestående af 7.X fra Skovbrynet, 6.D fra Grønnemose og 7.B fra Enghavegård.

Klimapåvirkning bliver gjort konkret

Klimamadkampen er udviklet af Gladsaxe Kommune, og i de tre uger, som konkurrencen har kørt, har eleverne på de deltagende skoler sideløbende med, at de har skullet udvikle klimavenlige retter, modtaget undervisning i madens klimapåvirkning og smagssammensætning.

- Mad kommer til at være en stor del af børnenes fremtidige dagligdag, så vi synes, det er vigtigt at hjælpe dem med at gøre sig nogle overvejelser om sundhed og klimaaftryk. Med Klimamadkampen gør vi det på en sjov og anderledes måde, siger Cæcilie Lützau fra Grønt IdéCenter i Gladsaxe Kommune, der er en af arrangørerne på Klimamadkampen.

Blandt de over 100 tilskuere i kantine på Enghavegård Skole sidder Ditte Munk. Hun er lærer i madkundskab og dansk på Enghavegård Skole, og har deltaget i konkurrencen med 7.C, som røg ud i semifinalen.

- Det har været fedt og meget lærerigt forløb, hvor jeg synes, det er lykkedes at gøre et abstrakt emne meget konkret for eleverne. Dels ved at arbejde med noget så håndfast som at udvikle en ret, dels ved at bruge eksempler i undervisningen, siger Ditte Munk.

F.eks. ville man skulle bruge en ekstra jordklode, hvis alle i verden spiste ligesom i Danmark. Og for hvert kilo oksekød, vi bruger, går der 15.000 liter vand.

- Det er ting, som eleverne kan forholde sig til. Og jeg synes generelt, de har lært rigtigt meget. Det kan godt være, at de ikke laver klimavenlig mad resten af deres liv, men de har en viden med sig og kan tænke over det i hverdagen. siger Ditte Munk.  

Insekt-smagning som pause-indslag

På de fire skærme i kantinen er der fuld knald på aktiviteten i køkkenet, hvor Gorm interviewer elever og holdenes mentorer om retterne, der tæller ’Brændende Klimakærlighed’ med rodfrugtmos og kalkunbacon, jordskokke/kartoffel-suppe med rugbrøds-croutoner og marinerede kyllingespyd med kartoffelbåde.

For en stund må skærmene dog hvile for at give plads til Jakob Rukov. Han er insekt-ekspert, og er kommet for at holde oplæg og give smagsprøver. Med sig har han stegte fårekyllinger og cookies med fårekyllinger i, som smager af chokolade, som både børn og voksne smager lystigt på.

Han fortæller desuden om fremtidens klimavenlige spise, insekter, deres historie som fødevare, og om hans egen insektfarm i København til lige dele begejstring og forvredne ansigter i salen.  

- Vi har en stor kulturel barriere i forhold til at spise insekter, men når først man er ovre den, kan det indgå som en naturlig og mere klimavenlig substitut i mange af vores retter, siger Jakob Rukov.

Mens de sidste fårekyllinger synkes, tæller uret ned. 5, 4, 3...2...1...Slut! Retterne bæres ind i salen, og det er blevet tid for dommerne til at smage og afgive deres dom.

Vil give læring videre til mor og far

Efter at have givet point for fire kategorier, herunder smag og klimaaftryk, er det tid til at kåre vinderen: 7. X fra Skovbrynet Skole! Jublen bryder løs, der krammes og holdet får overrakt prisen af dommerne.

- Vi havde slet ikke forventet at vinde, og vi var meget nervøse inden. Vi har udviklet rigtigt meget på vores ret undervejs, og vi har hele tiden prøvet at klimaoptimere, f.eks. ved at piske vores kartofler i hånden, så det er fedt, at det lykkedes, siger Kalsum, Logi, Alexander, Bahar og Ida fra 7.X.

Stemning har hele eftermiddagen været på kogepunktet, og for dommer Gorm Wisweh var netop stemningen og sammenholdet, som mad kan skabe, én af grundene til, at han valgte at stille op som dommer.

- Jeg blev helt sindssygt rørt over den entusiasme og ild, som børnene lagde for dagen. Når vi stod ude i køkkenet kunne vi gennem tre vægge høre den store støtte fra klassekammeraterne. Det er for mig noget af det, som mad kan. Det er et fælles sprog og det bygger bro imellem os, siger Gorm.

For ham og Tom Vang Knudsen var det svært at skulle vælge vinderretten, og Gorm fortæller da også, at han var meget imponeret over niveauet.

- Det, eleverne leverer i dag, viser bare, at børn sagtens kan lave mad, men måske ofte bliver holdt tilbage af forældrene derhjemme, der siger ‘Uh, pas nu på den skarpe kniv’ og den slags ting.   

Holdet fra 7.X har i hvert fald ikke tænkt sig at stå tilbage for nogen derhjemme. På spørgsmålet om, hvorvidt de vil give gode råd videre til familien, runger der et entydigt ‘ja!’ 

Vinderholdet. Fra venstre: Kalsum, Alexander, Bahar, Logi og Ida. Foto: Victor Viemose. 

Stor koncentration hos eleverne fra Grønnemose Skole. Foto: Victor Viemose. 

Ditte Munk (i midten) og hendes klasse 7.C smager på fårekyllinger. Foto: Victor Viemose. 

Borger