8. klasser er byrådsmedlemmer for en dag

'Selvlysende cykelstier' og 'Førstehjælp til lærere og elever' var to ud af de i alt seks forslag, som 8. klasseeleverne fra Vadgård, Bagsværd og Grønnemose Skole havde forberedt til Skolebyrådsdagen.

132 folkeskoleelever satte sig til rette i Gladsaxe Byrådssal. De har skiftet klasselokalet ud med byrådssalen for at prøve livet som byrådsmedlem. Borgmester Karin Søjberg Holst bød velkommen og fortalte om dagens program, og derefter gik første klasse på talerstolen for at fortælle om, hvorfor resten af 8. klasserne skulle stemme for forslaget om ’Selvlysende veje og stier’. 

De seks forslag på dagsordenen er:

- Selvlysende veje og stier
- Høje Gladsaxe Bazar
- Førstehjælp til lærere og elever
- Støttefond til 9. -klasseture
- Penge til at tage på ture i 8. klasse
- Bedre/mere uddannelsesvejledning

Efter elevernes præsentationer af deres forslag blev de sendt ud i grupper, hvor hver klasse skulle snakke sammen om de andre 8. klasseelevers forslag. Bagefter delte klasserne sig op for at mødes med elever fra de andre skoler, så de kunne forhandle deres ide.

Eftermiddagen bød på en livlig og god debat, og eleverne fik stillet en masse spørgsmål til hinandens forslag. Hvert byrådsmedlem fik tre grønne ja-stemmesedler, som han eller hun skulle række op i vejret ved tre af de seks forslag. Ud af de seks forslag blev to af dem vedtaget: ’Selvlysende veje og stier’ og ’Førstehjælp til lærere og elever’.

Skolebyrådsdagen er med til at give eleverne et indblik i politik og livet som byrådsmedlem. De har prøvet at skulle argumentere og forhandle om deres egne sager, og det synes eleverne Signe Holm Sørensen og Isabella Arnedal fra Bagsværd Skole var spændende.

- Det var rigtig fedt at prøve. Man har set, hvordan her ser ud, og hvordan et byrådsmøde fungere. Og så har vi fået en fornemmelse for, hvordan man skal argumentere for sin sag, og hvordan man skal vedtage forslag selvom man er dybt uenige, siger Signe Holm Sørensen og Isabella Arnedal.
 

Borger