Beierholm flytter ind på 12.000 kvm. i stort kontorhus i Søborg

Efter to fusioner vil rådgivervirksomheden Beierholm samle sine ansatte i hovedstaden i stort kontorhus i Søborg.

Til foråret samler revisions- og rådgivervirksomheden Beierholm omkring 270 revisorer og andre ansatte fra tre adresser i hovedstaden i ét kontorhus på Knud Højgaards Vej i Søborg.

Det sker efter fusioner med RSM og AP Revision, der sammen med andre fusioner har gjort Beierholm til et af landets største revisionshuse med 28 afdelinger og næsten 1.000 ansatte.

Den snart sammenbragte københavnske afdeling får arealer på over 12.000 kvm. – svarende til næsten to fulde fodboldbaner.

– Det er mest praktisk at være samlet under ét tag. Det giver os bedre mulighed for at skabe et stærkt og dynamisk fagligt miljø og én samlet kultur for den nye virksomhed. Desuden er det et fantastisk hus, hvor vi får dejlige, lyse arbejdspladser med god plads og samtidig mulighed for yderligere vækst. Det er tæt på motorvejen og kollektiv transport, herunder den kommende letbane. Vi har fravalgt kontorer ved havnekajen, og prisen er da også en helt anden, siger Joan Christensen, statsautoriseret revisor, partner og sektionsleder for Beierholm i København.

Langsigtet lejer
Bygningen blev opført i år 2000 af entreprenørkoncernen MT Højgaard, som netop er rykket ind i nybyggede kontorer på nabogrunden. Og PFA Pension har som udlejer fået den nye lejer i hus ganske hurtigt.

– Vi får faktisk ingen tomgang, for i øjeblikket er håndværkere i gang med at ombygge ejendommen efter Beierholms ønske om at have en del kontorer til tre og fire personer mod de oprindelige storrumskontorer. Vi er meget tilfredse med, at det er lykkedes at få én samlet domicillejer med en langsigtet lejeaftale, endda inden vi begyndte at annoncere ejendommen, siger porteføljemanager Rikke Kampmann.

Udlejningen blev håndteret af erhvervsmæglerne Lintrup & Norgart.

– Vi er glade for at have formidlet denne store aftale til gavn for både PFA Pension og Beierholm. Det er ingen hemmelighed, at Københavns omegn længe har døjet med mange tomme kontorer, men her er tale om en meget flot ejendom med en attraktiv beliggenhed, og det lykkedes også at få forhandlet aftalen på plads meget hurtigt, siger Lars Westall, associeret partner i Lintrup & Norgart.

Borger