Her får virksomhederne en stemme

Virksomhedernes stemme er et nyt forum for kommunale medarbejdere, der bidrager til at skabe vækst og velfærd i Gladsaxe.

Gladsaxe Kommune møder virksomhederne i mange sammenhænge. Med den nye værdibaserede erhvervspolitik er der fokus på ikke blot at være myndighed, mens også servicepartner og vækstpartner for virksomhederne. Det kræver helt nye måder at samarbejde på.

Som noget nyt mødes ca. 45 kommunale medarbejdere én gang om måneden til et tempofyldt møde i rådhusets kantine. De har vidt forskellige fagligheder. Men de har én ting til fælles: De er med til at skabe gode rammer for virksomhederne i Gladsaxe.

”Med Virksomhedernes stemme skaber vi et rum, hvor vi deler viden om virksomhederne, og de mange tiltag vi har igangsat for at skabe vækst og velfærd. Det er med til at gøre os til bedre samarbejdspartnere”, fortæller erhvervsudviklingschef Freja Ludvigsen. 

”Det er en fornøjelse at se medarbejdere fra Jobcenteret, miljøtilsynet, byggesag, velfærdsteknologi, trafik, byplan og biblioteket mødes omkring en fælles interesse for at skabe god velfærd for virksomheder. Der sker noget helt fantastisk i rummet, når vi bruger hinandens viden og ressourcer”, fortsætter hun.

Nyt om virksomhederne
På det første møde i Virksomhedernes stemme hørte medarbejderne blandt andet om SIF-Gruppens nye satsning på velfærdsteknologi, kommunens dialog med handelsforeningerne om at skabe liv i bymidterne, og foreningen VUVA, hvor Gladsaxe-virksomheder går helt nye veje for at give unge en tidlig tilknytning til arbejdsmarkedet.

Det blev også annonceret, at revisions- og rådgivningsvirksomheden Beierholm flytter til Gladsaxe med ca. 230 ansatte.

Desuden satte kommunaldirektør Bo Rasmussen ord på, hvor vigtigt det er for Gladsaxe at være i tæt dialog med virksomhederne. Han oplever, at virksomhederne er glade for kommunens service og gerne vil i tæt strategisk dialog, når han 10 gange om året er på virksomhedsbesøg sammen med borgmester Karin Søjberg Holst.

Medarbejdere fra Gladsaxe Kommune mødes i det nye forum Virksomhedernes stemme for at inspirere hinanden til at skabe god velfærd for virksomheder.

Borger