Hvad gør Gladsaxe for at få flere til at stemme?

Breve, valgfest, SMS og sociale medier. Det er blot nogle af de valgaktiviteter, der skal få flere Gladsaxe-borgere til at sætte deres kryds ved kommunalvalget 2017.

Gladsaxe gør meget for at få så mange borgere som muligt til at stemme. Jo højere valgdeltagelse, jo mere repræsentativt resultat. ’Tænk dig om før du ikke stemmer’, står der på det gule banner med sloganet på plakater i Rådhushallen og bibliotekerne, hvor brevafstemningen er i fuld gang.

Flere stemte i 2013
Der var 50.801 stemmeberettigede i Gladsaxe ved byrådsvalget i 2013, og ud af dem stemte 34.750. Det gav i 2013 en valgdeltagelse på 68,4 procent. En stigning i forhold til 2009, hvor valgdeltagelsen var på 62,7. Det er en tendens, som gerne må fortsætte, håber Jesper Graff Thøger, som er ansvarlig for koordineringen af valgaktiviteterne

- Vi håber, at effekten af vores valgkommunikation udmønter sig i, at rigtigt mange igen møder op på valgstederne for at sættes deres kryds 21. november 2017. Hovedstadskommunernes stemmeprocenter lå ved sidste valg lavere end landsgennemsnittet på 71,9 procent, så vi satser stort på, at vælgerne i Gladsaxe ændrer statistikken, og gør noget for demokratiet, siger Jesper Graff Thøger.

Hvad skal få flere unge op af sofaen
I mange år har alle førstegangsvælgere i Gladsaxe modtaget et særligt brev om deres stemmeret – i år stemmer omkring 3400 borgere første gang til kommunalvalget. Kommunen sender også digitale breve ud til cirka 1950 unge mellem 20-24 år, der stemmer for anden gang, da især den gruppe undlader at bruge deres demokratiske stemme ved et kommunalvalg. Kommunen arrangerede også ’valgfest’ for de unge i Rådhusparken i september, hvor unge mellem 18-21 var mødt op til live musik, thaimad, en øl eller to - og en sludder med Gladsaxes byrådspolitikere.

Stor aktivitet på de sociale medier op til valget
Sociale medier spiller en lige så stor rolle som alle de fysiske aktiviteter. På Facebook guider Gladsaxe borgerne op til valget, for eksempel med at finde ud af, hvem man kan stemme på, hvor og hvornår man kan stemme. Gladsaxe sender også en SMS ud til udvalgte borgere i kommunen. SMS’en er en del af et forskningsprojekt på Københavns Universitet, der bl.a. undersøger hvem det er, der stemmer, og hvad der kan medvirke til en højere valgdeltagelse. 

Du kan brevstemme i Rådhushallen og på bibliotekerne frem til 17. november.

Læs mere om kommunalvalget på gladsaxe.dk/valg og følg med på Gladsaxes Facebook-side. 

Borger