Julekort fra borgmesteren

Julen nærmer sig, og jeg vil gerne ønske alle Gladsaxes virksomheder og deres ca. 38.000 medarbejdere glædelig jul og godt nytår.

Det har været et vækst-år i Gladsaxe. Og mon ikke I hver især har mærket det?

Hvert år besøger jeg en del virksomheder for at høre, hvad I er optaget af, og hvor der er potentiale for et tættere samarbejde.

I år har det været særlig vigtigt, fordi vi har lavet en ny erhvervspolitik i samarbejde med virksomhederne og Gladsaxe Erhvervsråd. Byrådet vedtog den 28. september erhvervspolitikken ”Virksomhedernes vækst og velfærd i Gladsaxe”. Dagen efter præsenterede vi den på Erhvervskonferencen, der blev holdt hos ingeniørfirmaet MOE i Buddinge med 130 engagerede deltagere fra små og store virksomheder. 

Velfærd på forkant er en kerneværdi i Gladsaxe. Det gælder for vores borgere, men det gælder også for vores virksomheder. Erhvervspolitikken sætter retningen for, hvordan vi gennem god service, lokal vækst og regional udvikling skaber grundlaget for virksomhedernes velfærd i Gladsaxe.

Det er en helt ny måde at tale om vækst på, som lægger op til et langt tættere samarbejde. Det ser jeg frem til i 2017.

Glædelig jul.

Karin Søjberg Holst
Borgmester i Gladsaxe

Gladsaxe ny erhvervspolitik

 

Borger