Nu kan Høje Gladsaxe også sortere deres affald

To nye nedgravede sorteringsområder blev tirsdag 22. november indviet i Høje Gladsaxe, så nu kan en del af bebyggelsens 4000 beboere komme i gang med at sortere.

Beholderne til papir, plastic, glas og metal fylder ikke meget på jorden, men fylder desto mere under jorden. Det fik beboerne illustreret, da den store underjordiske papir-beholder på 5 m3 blev løftet op med en kran. I dagens anledning var den fyldt med bolde til børnene, men til daglig vil den kunne rumme sorteret papir fra 325 lejligheder. De to sorteringsområder dækker ikke hele Høje Gladsaxes behov, men er et pilotforsøg, der skal give nogle erfaringer med nedgravede beholdere.

Nedgravet løsning til etageboliger
Grunden til, at Høje Gladsaxe først begynder at sortere nu, næsten fire år efter at resten af Gladsaxes borgere begyndte, er, at man først har skulle blive enige om en løsning for de høje etageboliger. Hvis der var valgt de samme beholdere, som andre steder i Gladsaxe, ville de fylde så meget, at der ikke ville være meget plads tilbage til legepladser og parkering – og det ville ikke se kønt ud. Forsøget er kommet i stand i et tæt samarbejde mellem Høje Gladsaxe og Gladsaxe Kommunes Miljøafdeling. Det tætte samarbejde vil fortsætte, når de skal vurdere, om forsøget skal udbredes til resten af bebyggelsen.  

Begyndervanskeligheder
Tirsdag eftermiddag blev der budt på glögg og æbleskiver, og der var dukket mange interesserede borgere op med spørgsmål til den kommende affaldssortering. Skal pap og papir virkelig sorteres hver for sig, hvorfor må flamingobakken til frugt og kød ikke komme i plastbeholderen, og hvor meget skal tingene egentlig skylles først? Jo, der kan være begyndervanskeligheder, men alle var klar til at kaste sig ud i sorterings-udfordringen, og heldigvis står viceværterne klar til at svare på spørgsmål i det daglige.

Læs mere om affaldssortering på gladsaxe.dk/affald

Borger