Nu kommer der ny dynamisk tunnelbelysning på Farumruten

Flere og flere cykler på Supercykelstierne - og en af hovedopgaverne er at sikre, at sikkerheden på ruterne lever op til pendlernes behov.

Bedre belysning på Farumruten har længe været efterspurgt af Supercykelstiens daglige pendlere. Flere har givet udtryk for, at den eksisterende belysning skaber utryghed, og det afholder flere fra at cykle i de mørke timer. Derfor er vi glade for, at kunne meddele at vi i Gladsaxe Kommune, i samarbejde med ÅF Lighting og Hareskov Electric, er i fuld gang med at forbedre belysning til de resterende ti tunneller på Farumruten i Gladsaxe. Tunnellerne får belysning sat op fra nu og frem til jul.

Belysningen vil gøre cykelturen både smukkere og mere sikker

Intelligent belysning for øget tryghed

Den nye grundbelysning er intelligent og tilpasser sig tidspunktet på dagen og året og sørger for, at der altid er optimal belysning i tunnellen. Belysningen tilpasser sig lyset udenfor og skal på den måde være med til at mindske følelsen af at være blændet, når man kommer ind i tunnellen fra skarpt dagslys og omvendt sikre optimal belysning, når det er mørkt.

Ud over grundbelysningen, bliver der også opsat en belysning på vægge og skråninger, som skal skabe en sammenhæng og genkendelighed på ruten.

Den nye tunnelbelysning er udarbejdet i tæt samarbejde mellem Gladsaxe, Furesø og Københavns Kommune samt Aalborg Universitet og  ÅF Lighting og er blevet til på baggrund af finansiering fra Farumrutens kommuner, Vejdirektoratet og Region Hovedstaden.

Derudover er der også ny stibelysning på vej i Københavns Kommune.

Borger