Transport-robotten 'Trille' præsenteret på Møllegården

Robotten 'Trille' blev mandag officielt præsenteret på Seniorcenter Møllegården, hvor den står for at transportere vasketøj fra vaskeriet til de forskellige bygninger.

Robot-ingeniør Karsten Michaelsen fra Blue Ocean Robotics demonstrerer Trilles evner for de fremmødte. Foto: Victor Viemose.   

Når den står dér stille, ved siden af det åbne køkken, kunne man fristes til at tro, at det bare er et fejlplaceret køleskab. Men når det blå og røde lys i bunden tænder, en kvinde-stemme toner frem, alt imens den hvide klods kører hen og tager elevatoren af sig selv, må man tro om.

Transport-robotten ‘Trille’ har siden foråret været på prøve på Seniorcentret Møllegården, hvor den har kørt med vasketøj fra vaskeriet ud til beboerne i stedets forskellige bygninger.

Mandag kunne den så endelig kalde sig 'medarbejder' på Møllegården ved en officielt præsentation, hvor beboere, politikere og andre interesserede kunne stille spørgsmål til firmaet bag, Blue Ocean Robotics.

Forebygger belastningsskader

Trilles fornemmeste opgave er, at transportere vasketøj via Møllegårdens underjordiske gange mellem beboere og vaskeri. Afstandene på Møllegården er store, og Trille, som kan bære op til 100 kg, sparer derfor personalet for et stort slæbearbejde.

- Robotten giver dels en aflastning for medarbejderne, og dels en øget effektivitet, som betyder, at personalet kan bruge mere tid på opgaver tættere på beboerne, siger Anne Skjoldan, der er leder af Enhed for Velfærdsteknologi i Gladsaxe Kommune.

Susanne Frandsen og Berit Rasmussen arbejder begge i vaskeriet til daglig, og har haft tæt kontakt til robotten fra starten. De er begge ved at udvikle sig til erfarne brugere. 

- Det afgørende er, at man ikke har berøringsangst over ny teknologi, for når man først er ovre det, så er det som en leg. Det er super nemt, og alle kan betjene den, siger Susanne Frandsen.

- Det krævede lidt tilvænning, men nu er det bare en del af rutinen, tilføjer Berit Rasmussen.

De to fortæller begejstret om robotten til oplægget, alt imens Trille triller lidt frem og tilbage i baggrunden, mens den venter på at blive demonstreret.

Trille har stort potentiale

Demonstrationen står folkene fra Blue Ocean Robotics for. Rikke Risager er Vice President of Innovation i firmaet, og hun erkender, at robotter stadig er en eksotisk størrelse for mange og kan kræve lidt overvindelse at få integreret i hverdagen. 

- Det vi oplever er, at det ikke så meget er det tekniske, der udfordringen, men snarere det at ændre kulturen og få noget nyt som en robot til at fungere som en naturlig del af hverdagen, siger Rikke Risager.  

I øjeblikket har Trille kun opgaver i vaskeafdelingen, men mulighederne for den fremtidige anvendelse er stor, siger Rikke Risager.

- Skifter man den øverste del af robotten, vil Trille også kunne køre med mad, brugt service eller sågar med affald. Med 13 kilometers kørsel på en opladning, er udnyttelsesmulighederne i hvert fald mange, siger Rikke Risager.  

Susanne Frandsen (tv.) og Berit Rasmussen sammen med Trille. Foto: Victor Viemose. 

Vice President of Innovation i Blue Ocean Robotics, Rikke Risager. Foto: Victor Viemose. 

Borger