Voxpop: Hvad synes eleverne på Gladsaxe Gymnasium om Act On It?

Act On It: Drugs er et teaterforedrag, der har til formål at oplyse unge om risici ved hash og stoffer. Tirsdag var det 3.A på Gladsaxe Gymnasiums tur til at opleve det nyskabende foredrag.

Thomas Milton i rollen som Jakob i Act On It: Drugs. Foto: Victor Viemose. 

Skuespilleren Thomas Milton spiller indlevende og med stor realisme, når han skildrer Jakob og Mads. To tvillingebrødre, som vælger to forskellige veje i livet. Førstnævnte bliver fristet af stoffer i sin ungdom og ender i en negativ spiral med psykoser, psykisk sygdom og førtidspension, mens tvillingebroren er succesfuld filmfotograf i New York. 

Den gribende fortælling bliver suppleret af eksperter, der fortæller, hvilke negative konsekvenser, som hash stoffer kan have. Nogle bliver ramt hårdt, mens andre står bedre imod. Spørgsmålet er, om man tør løbe risikoen. Eksperterne fraråder det, men den formanende pegefinger udebliver. 

Det er essensen i Act On It: Den konkrete og oplysende fortælling, der ikke peger fingre, men lader de unge træffe deres eget valg. 

Teaterforedraget har i efteråret kørt på Gladsaxe Kommuners folkeskoler, og i denne uge lægger man så også vejen forbi Gladsaxe Gymnasium. Tirsdag var det 3.A's tur til at opleve Jakobs historie, og det var en meget gribende og lærerig fortælling, lyder det. 

Kleo, 18 år, 3.A

Jeg var lidt forvirret i starten. Vi havde ikke fået så meget at vide  om oplægget på forhånd, så vi blev grebet lidt på sengen og vidste ikke, om det var skuespil eller ægte. Jeg synes, det var en rigtigt fed og kreativ måde at præsentere det på. Jeg kunne ikke selv drømme om at røre hash og stoffer, men jeg lærte alligevel en masse. F.eks. vidste jeg ikke, at hash kunne føre til psykisk sygdom.

Mark, 19 år, 3.A 

- Jeg synes, det var en stærk og rørende historie. Skuespillet og lydeffekterne gjorde, at det virkelig gik under huden på én. Det var som at mærke det på egen krop. Sådan en skræmmehistorie gør helt klart, at man gør sig nogle tanker omkring stoffer.  

Naja, 18 år, 3.A 

- Vi har før haft oplæg om stoffer, men der har det været meget faktapræget og mere handlet om kemiske forbindelser. ACT ON IT var meget mere konkret på konsekvenserne. Det var en meget tankevækkende og rørende historie, og jeg synes, det var fedt, at det var fortalt så visuelt.  

Du kan læse mere om Act On It: Drugs her eller læse artiklen i Gladsaxebladet om, da foredraget kørte på kommunens folkeskoler.

Borger