Det Åbne Tilbud (tidligere Klub Valle)

DÅT henvender sig til unge over 18 år/voksne med særlige behov, og tilbyder diverse aktiviteter, samt planlagte fester, ture, og lign.

Åbningstider

Tirsdag kl. 16-20 og torsdag kl. 15-20 (15-16 er der mulighed for at få hjælp til IPad, Mobilpay, finde madopskrifter og lignende)
Derudover holder vi åbent ca. 12 gange årligt til specielle ture, julefrokost, fester eller lign. Disse dage, bliver planlagt i samarbejde med borgerne.

Hvad sker der i DÅT

Tirsdags DÅT
Du kan komme fra kl. 16, hvor der er mulighed for at sidde og snakke, drikke kaffe/the/kakao/vand og spise lidt eftermiddagssnacks.
Derudover er der en planlagt aktivitet. Her er det frivilligt om du ønsker at deltage eller mere er til at sidde og snakke.
Omkring kl. 18, spiser vi aftensmad sammen. Et måltid koster 40 kr. og sodavand for 5 kr.
Efter aftensmaden hjælpes vi ad med oprydningen. DÅT lukker kl. 20.00

Torsdags DÅT
Du kan komme fra kl. 15, hvor der er mulighed for at sidde og snakke, drikke kaffe/the/kakao/vand og spise lidt eftermiddagssnacks. Her taler vi om, hvad vi hver især har lyst til ud over den planlagte aktivitet.
Nogen vælger at gå ud og spille bold, kongespil eller lign, andre vil hellere blive siddende og snakke. Der er masser brætspil, bordfodbold og kreative aktiviteter man kan gå i gang med, hvis man har lyst. Omkring kl. 18, spiser vi aftensmad sammen.
Et måltid koster 40 kr. og sodavand for 5 kr.
Efter aftensmaden hjælpes vi ad med oprydningen og derefter spilles der spil, ses film eller hvad der er stemning for.
Når vi har planlagt en tur er der mulighed for at blive i DÅT og hygge som sædvanligt. Det er vigtigt at give besked om du vil med på tur, da vi kun tager afsted, hvis der er nok der ønsker at deltage. DÅT lukker kl. 20.00

Målgruppe

DÅT henvender sig til unge over 18 år/voksne med særlige behov, der bor i selvstændig bolig og som udgangspunkt modtager § 85 støtte fra GHC/andet tilbud uden døgndækning.

Det vil være borgere som: 
Ikke har brug for støtte hele døgnet
Kan transportere sig selv rundt
Indgår i socialt samvær uden behov for særskilt støtte
Selv klarer toiletbesøg/personlig hygiejne
Kan selv varetage spisesituationer

Er dette opgaver du ikke selv kan varetage, er det vigtigt at du taler med personalet i DÅT, hvorvidt du vil kunne deltage, hvis du tager en ledsager med.

Aktiviteter planlægges af borgerne i samarbejde med personale.

Eksempler på aktiviteter kan være:
Madlavning
Fællesspisning
Brætspil
Filmaften
Ferietur 1. gang årligt
Tema arrangementer – foredrag, motionsforløb, kurser osv.
Ture og andre aktiviteter ud af huset

DÅT´s tilbud omfatter også faste traditioner som fx fastelavn, påskefrokost, sommerfest, julefrokost.

DÅT er kort sagt et sted, hvor du kan udvikle dig, have det sjovt og få nye venner.

Få mere af vide
Har du lyst til at høre mere om Det Åbne Tilbud, så kontakt SB - Social pædagogisk træning og botilbud uden døgndækning på tlf. nr. 3957 3995

Der udsendes Nyhedsbrev cirka én gang om måneden. Du kan få Nyhedsbrevet sendt med digitalpost, pr mail eller selv hente det ved henvendelse til:

SB - Social pædagogisk træning og botilbud uden døgndækning
Kellersvej 13, 1.sal 2860 Søborg
AabentTilbud@gladsaxe.dk
3957 3995

Socialpædagogisk Støtte