Praktiske forhold når du flytter i plejebolig

Når du flytter i plejebolig er der mange praktiske forhold at tage hensyn til. Nedenfor er beskrevet nogle af de vigtigste.

Adresseflytning

Husk at melde flytning til folkeregisteret. Dette kan du med fordel gøre via selvbetjening på nettet.

Antenne

Du betaler en udgift til antenne over huslejen. Dette kan ikke fravælges.

Ønsker du ikke f.eks. radio, TV, computer, tablet, smartphone mv., som kræver licens, kan licensen fravælges. Fravalg af licens foretages på DR´s hjemmeside
www.dr.dk/om-dr/licens/selvbetjening/afmeld-medielicens

Boligindskudslån

Når du får tilbudt en plejebolig har du mulighed for at søge om lån til boligindskud, hvis du opfylder visse økonomiske og personlige betingelser.

Der vil som udgangspunkt ikke kunne ydes lån til boligindskud, hvis tidligere lån ikke er tilbagebetalt. Dette sker dog efter en individuel vurdering. 

Boligindskudslånet er i de første fem år rente- og afdragsfrit. Herefter tilbagebetales lånet over ti år og forrentes med 4,5 procent om året af den til enhver tid gældende restgæld.

Boligstøtte

Når du får tilbudt en plejebolig, har du mulighed for at søge boligstøtte, som er et tilskud til huslejen.

I plejeboliger er der fordelagtige beregningsregler, hvilket betyder, at der eventuelt kan opnås en højere boligstøtte end til almindelige lejeboliger.

Boligstøtten udbetales som tilskud. Boligstøtten udbetales månedsvis forud med virkning fra den efterfølgende måned efter, at boligstøtteansøgningen er modtaget i kommunen.

Ved indflytning i plejebolig udbetales boligstøtte fra den dato, du i folkeregistret er registreret som flyttet.

Selvom du modtager boligstøtte til din nuværende bolig, skal du sende ny ansøgning om boligstøtte i forbindelse med, at du flytter i plejebolig. Boligstøtten udbetales til din NemKonto den første hverdag i måneden.

El

Du betaler et månedligt beløb for el i boligen samt for en del af fællesarealerne på seniorcentret. På nogle af seniorcentrene betales el efter måler.

Flytteudgift og dobbelt husleje

Er du økonomisk vanskeligt stillet, kan du søge tilskud til dækning af flytteudgiften og til en ekstra måneds husleje, hvis dette er aktuelt. Hjælpen kan søges i Borgerservice og bevilges efter en individuel økonomisk vurdering.

Fraflytning fra plejeboligen

Der henvises til lejekontrakten, dog henstilles der til, at boligen bliver tømt i løbet af 8 til 10 dage efter fraflytning af hensyn til borgere, som står på venteliste. Boligen afleveres i rengjort stand.

Husleje

Du betaler husleje for din bolig samt for en del af fællesarealerne på seniorcentret. Huslejen betales forud fra den dag, du har boligen til rådighed. Vi anbefaler, at du betaler via Pengeinstitutternes Betalings Service (PBS). 

Opsigelse af nuværende lejemål

Husk at sige din nuværende lejlighed op hurtigst muligt (hvis lejebolig). Har du brug for råd eller vejledning, er du velkommen til at kontakte Borgerservice på telefon 39 57 56 00 eller på mail pension@gladsaxe.dk

Omregning af pension for gifte

Er du gift, men flytter alene i en plejebolig, vil din og din ægtefælles pension blive beregnet efter taksten for enlige, da I faktisk lever adskilt. Det vil sige, at I begge får udbetalt en højere pension hver måned.

Varme og varmetillæg

Du betaler for opvarmning af din bolig samt for en del af fællesarealerne på seniorcentret. Udgiften beregnes som et gennemsnit af de faktiske udgifter.

Får du varmetillæg i din nuværende bolig, vil denne ophøre med udgangen af den måned, du flytter. Varmetillægget vil blive beregnet på baggrund af det nye a conto varmebidrag. Varmetillægget er uafhængigt af formueforhold og opvarmningsform.

Økonomi

Når du flytter i plejebolig, skal du betale indskud, husleje, varme og el med videre samt de serviceydelser, du vælger at modtage. 

Du får tilsendt lejekontrakt fra Foreningen Socialt Boligbyggeri (FSB) eller fra Advokatfirmaet Aarup og Hvidt, hvis plejeboligen er på Plejehjemmet Hareskovbo.

Du skal underskrive lejekontrakten og sende den retur til boligselskabet. Sammen med lejekontrakt er der opkrævning på indskud og første måneds husleje. Du har tre måneders opsigelse i plejeboligen. Normalt vil boligen være udlejet i løbet af 14 dage. 

Du skal fremvise underskrevet lejekontrakt og dokumentation for, at indskud og husleje er indbetalt, før nøgle til boligen udleveres. 

Er du gift/samlevende, kan din ægtefælle/samlever følge med i en plejebolig beregnet for to personer. Disse boliger findes på Møllegården, Rosenlund og på Hareskovbo. 

Øvrige udgifter

I plejeboligerne på Hareskovbo er betaling for vedligeholdelse ikke indeholdt i huslejen.

Infomation om plejeboliger

Vi har samlet en lange række oplysninger om vores plejecentre og praktisk infomation i en pjece.

Hent pjecen her
Plejeboliger og seniorcentre