Senioridræt

Gladsaxe Kommune tilbyder et væld af muligheder for at dyrke idræt i dit nærområde, hvis du er pensionist eller efterlønsmodtager i Gladsaxe.

Som altid har vi en lang række tilbud til dig, som vil dyrke idræt i dit nærområde.

Hvilke typer af senioridræt kan jeg gå til genem kommunen?

  • Svømning – vandgymnastik på dybt og lavt vand
  • Gymnastik
  • Stolegymnastik  
  • Bowling
  • Badminton
  • Seniordans
  • Sommeridræt på Gladsaxe Stadion
  • Varmvandstræning

Du kan læse mere om de forskellige tilbud ved at klikke på de enkelte tilbud i menuen til venstre.

Hvad er prisen for senioridræt?

Almindelig idræt

1 ugentlig undervisnings time (45 min.) alm. idræt 1.sep. til 31. maj kr. 433.-

Varmvandstræning

1 ugentlig undervisnings time (40 min.) varmvandstræning 4 mdr. kr. 533.-

Motion - det giver livskvalitet

Det er vigtigt, at du spiser rigtigt og er fysisk aktiv gennem hele dit liv. Det er aldrig for sent at komme i gang. Du får livskvalitet af at bevæge dig, og derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at alle – unge som ældre – er fysisk aktive minimum 30 minutter hver dag.

Du bliver stærkere både i krop og sjæl

Bevæger du dig, så stiger pulsen, åndedrættet øges, du får sved på panden og styrker din form. Kan du ikke klare 30 minutters aktivitet i ét stræk, så fordel aktiviteterne hen over dagen, med for eksempel tre aktiviteter af 10 minutters varighed.

Du vinder den store gevinst hver gang, du dyrker motion. Du får en bedre kondition og styrker krop og sjæl. Samtidig får du flere kræfter i hverdagen, og du vil opleve, at du kan overkomme flere ting.

Du holder frisk og nedsætter hastigheden af aldring

Undersøgelser har vist, at inaktivitet øger aldringsprocessen, mens aktivitet nedsætter hastigheden af aldring. Samtidig er det velkendt, at motion øger din appetit i positiv retning, så du får lyst til at spise mere.

Også de små skridt tæller

Al bevægelse er motion, og du kan begynde ved at indlægge flere bevægelser i din hverdag.

Hent inspiration til motion i hverdagen her

  • Gå rundt i dit hjem – det er træning
  • Når du dækker bord, så gå flere gange med få ting ad gangen
  • Rejs dig og sæt dig ofte
  • Ser du tv eller hører radio, så lav benøvelser imens
  • Lav et siddende eller et sengeliggende gymnastikprogram dagligt
  • Tag trappen i stedet for elevatoren 
  • Gå en omvej, når du går ud for at handle
  • Dans til musik i radioen
  • Stå af bussen et par stoppesteder før du skal af, og gå det sidste stykke

Det kan være svært at komme i gang, og der kan gå nogen tid, før effekten viser sig. Men din kondition vil blive styrket, og du vil opleve mere bevægelsesfrihed i hverdagen.

En anden stor gevinst ved den daglige motionstime er det psykiske velvære, du opnår, når du dyrker motion og de sociale relationer, der naturligt opstår i samvær med de øvrige deltagere på holdet.

Motion for seniorer