Bayern i Sydtyskland

Turen i efteråret går med bus til den sydtyske delstat Bayern, hvor vi skal opleve ’Die Romantische Strasse’.

Hvor skal vi hen?

Turen i efteråret går med bus til den sydtyske delstat Bayern, hvor vi skal opleve ’Die Romantische Strasse’, som strækker sig fra Würzburg til Füssen, gennem smukke landskaber og maleriske middelalderbyer, borge og slotte. Vi skal blandt andet besøge eventyrslottet Neuschwanstein, som Ludvig den 2. lod opføre med en enestående beliggenhed. Mange kender måske slottet som Askepotslottet i Walt Disneys film.

Vi besøger også Würzburg, som ligger smukt ved Mainfloden. Her skal vi på spændende byrundtur og får også mulighed for en sejltur.

Hvor skal vi bo?

Vi bor på det 3-stjernede Hotel Weinstube Lochner, som ligger i det dejlige område Fränkische Weinland syd for Würzburg. Værelserne har alle bad og toilet samt hårtørrer, TV, med radio, gratis internet og telefon. Hotellet har egen vinbar og restaurant med regionale specialiteter. 

Hvornår tager vi afsted?

Vi drager mod Bayern søndag 1. oktober og er tilbage i Danmark fredag 6. oktober 2017.

Hvad koster det at komme med?

Prisen er 4.600 kr. pr. person i delt dobbeltværelse. Tillæg for eneværelse er 620 kr. Med i prisen er busturen i 4-stjernet komfortabel turistbus, 5 x morgenmad, 5 x middag,1 x vinsmagning (fire forskellige vine) og en aften med musik på hotellet.

Hvordan er jeg forsikret?

Du skal selv tegne de fornødne rejse- og afbestillingsforsikringer, herunder hjemtransportforsikring.

Hvordan kommer jeg med på rejsen?  

Har du lyst til at komme med rejsen så kan du hente et tilmeldingsskema her på siden eller i Borgerreolen i ventearealet i Rådhushallen. Skemaet skal udfyldes og afleveres i Rådhushallens postkasse eller sendes til Gladsaxe Kommune, Trænings- og Plejeafdelingen, Rådhus Allé, 2860 Søborg. Mrk. Udlandsrejser.

Hvornår skal jeg tilmelde mig?

 Du kan fra 15. december printe tilmeldingsskemaet fra gladsaxe.dk/udlandsrejser eller hente det i Borgerservice, venteareal. 

Tilmeldingsfristen er 23 januar

Hvordan får jeg besked, om jeg er kommet med på rejsen?

Får du en plads, får du direkte besked senest i uge 4.  enten pr. mail eller brev. Du får efterfølgende en faktura tilsendt via brev, PBS eller Digital Post. 

Hvem står for rejsen?

På begge rejser deltager en sygeplejerske og ældrekonsulent, Ea Lykke Elsborg som rejseleder.

Spørgsmål til rejsen

Ønsker du at vide mere om rejserne, eller har du spørgsmål til turen, så er du velkommen til at kontakte ældrekonsulent Ea Lykke Elsborg på sofeel@gladsax.dk eller på telefon 39 57 55 43.

Er der venteliste?

Får du ikke plads bliver du automatisk optaget på venteliste og får besked, hvis der bliver en ledig plads.

Prioritér dine ønsker

Der er et begrænset antal pladser, og derfor kan alle ikke få deres ønske opfyldt. Sæt gerne kryds ved alle de kurser og rejser, du gerne vil deltage i, da det forøger dine muligheder for at blive optaget. Skriv eventuelt nummer ét ud for den rejse, du helst vil på. Borgere, som ikke tidligere har deltaget, har fortrinsret.

Tilmeldingsskema

Du kan downloade tilmeldingsskemaet til Udlandsrejserne her. Du kan også hente det i Borgerreolen i Borgerservice.

Hent skemaet her
Udlandsrejser