Miljøudvalget har 22.12.2016 besluttet at sende Forslag til fælles vandløbsregulativ for Værebro Å i høring fra 9. januar 2017 til 6. marts 2017.

Forslag til fælles vandløbsregulativ for Værebro Å
Værebro Å-systemet afleder vand til Roskilde Fjord fra 7 kommuner: Ballerup, Egedal, Frederikssund, Furesø, Gladsaxe, Herlev og Roskilde. Det offentlige vandløb Tibberup Å i det nordlige Gladsaxe er en del af Værebro Å-systemet.

Kommunerne skal, som vandløbsmyndigheder, fastlægge bestemmelser for offentlige vandløb i vandløbsregulativer. Værebro Å-systemet er i dag omfattet af 37 forskellige vandløbsregulativer, bl.a. Vandløbsregulativ for Tibberup Å.

De 7 kommuner har derfor nu i fællesskab udarbejdet Forslag til Fællesregulativ for Værebro Å-systemet. Fællesregulativet fastlægger generelle bestemmelser for å-systemet, som erstatter tilsvarende bestemmelser i de 37 regulativer.

Formålet med fællesregulativet er:

  • At sikre ensartede generelle beskrivelser og bestemmelser for alle offentlige vandløb i Værebro Å-systemet.

  • At ligestille alle bredejere ved de offentlige vandløb i Værebro Å-systemet.

  • At danne grundlag for sammenhængende administration af vandkredsløbet, herunder for klimatilpasningsprojekter i Værebro Å-oplandet.

Fællesregulativet beskriver og præciserer de generelle bestemmelser for sædvanlig vedligeholdelse af vandløb, eksempelvis metoder til grødeskæring, skæring af vegetation på brinker og oprensning af vandløb. Samtidig udgør det en ressourcebesparelse, at samtlige generelle bestemmelser er fælles for alle 37 vandløb.

Den konkrete vedligeholdelse af de enkelte vandløb findes fortsat i eksisterende specifikke regulativer, bl.a. Regulativ for Tibberup Å. Disse regulativer planlægges revideret på et senere tidspunkt. For Tibberup Å sker det i samarbejde med Furesø og Herlev Kommuner.

I forbindelse med udarbejdelsen af fællesregulativet har der været nedsat en følgegruppe bestående af interesseorganisationer og forsyninger, som har haft mulighed for at komme med forbedringsforslag.

Forslaget er i 8 ugers offentlig høring i perioden 9. januar 2017 til 6. marts 2017. Eventuelle høringssvar skal sendes til natur@gladsaxe.dk og være sendt senest 6. marts 2017.

Forslag til fællesregulativ kan ses her:

Bilag 1: Forslag til fællesregulativ Værebro Å

Bilag 2: Vandløb omfattet af fællesregulativ

Bilag 3: Redegørelse

Bilag 4: Kort over området

Bilag 5: Ændrede bestemmelser for Tibberup Å

Selvbetjening

Betjen dig selv på nettet

Overskrift

Høringer og debatter